Der er ingen korruption i fodbold, siger den afgående FIFA-præsident Sepp Blatter i et interview.

»Jeg ved, hvad jeg har gjort, og hvad jeg ikke har gjort. Min samvittighed er ren, og jeg ved, at jeg er en ærlig mand,« siger Sepp Blatter i et interview med BBC.

Det er et udsagn, som snart kommer til at stå sin prøve, for fodboldens frontfigur er involveret i to efterforskninger, som bl.a. skal undersøge, hvordan det gik til, at Rusland og Qatar fik tildelt VM i henholdsvis 2018 og 2022.

Den 79-årige schweizer blev egentlig genvalgt som præsident for det internationale fodboldforbund (FIFA) på den kaotiske kongres i maj i år, hvor syv topfolk i FIFA blev arresteret på foranledning af det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Men siden trak Sepp Blatter sig fra posten som FIFA-præsident med det resultat, at der skal vælges en ny præsident til februar næste år.

»Jeg gjorde det for FIFAs skyld. Jeg kan sagtens beskytte mig selv. Det er jeg stærk nok til,« siger Sepp Blatter i BBC-interviewet.

Hele undersøgelsen kan ende med straffe til de FIFA-topfolk, der er involveret. Og i yderste konsekvens kan der også ske det, at Qatar og måske også Rusland bliver frataget værtskabet for VM-slutrunderne, hvis det viser sig, at de har købt sig til stemmer i FIFA.

»Denne institution er ikke korrupt. Der er ingen korruption i fodbold,« lyder det fra Sepp Blatter, inden han tilføjer:

»Men der er måske korrupte individer, for det er mennesker, vi har med at gøre.«