Hun er godt nok kun 20 år gammel.

Men ikke desto mindre, mener Fie Laursen og et bogforlag, at hun har oplevet nok til at udsende en bog om sit liv.

Fie Laursen gjorde sig i første omgang kendt, fordi hun angiveligt var blevet mobbet. Senere begyndte hun at blogge, hvor hun selv indrømmede, at hun havde været lidt for liberal med sine historier.

Hun skriver for nyligt på sin blog, at hendes nye bog er skrevet færdig.

'Hele mit liv og alle mine hemmeligheder trykket ned, sort på hvidt. Jeg har gjort mig mange tanker, nu hvor den er færdig og jeg har indset at når denne bog bliver udgivet, så bliver mit liv forandret, fuldstændigt. På godt og ondt. For mig, bliver det et nyt liv, hvor jeg har smidt mine dybeste hemmeligheder på bordet og jeg kan trække vejret. For andre, kan folk måske blive sure og de kan dømme mig, men sådan er det jo når man vælger at åbne op om sit liv og person,'« skriver hun på sin blog.

Hun mener ikke, at hun kommer til at vælte folk bagover med sin bog, der vil bære på to dybe hemmeligheder. Bogen hedder 'Min Ærlighed', og Fie Laursen glæder sig til, at 'smide facaden'.

Har indrømmet løgne

Fie Laursen har tidligere i en Youtube-video proklameret, at Fie Laursen, som mange har kendt hende udadtil, har været en fiktiv karakter.

»Jeg har været blændet af, at jeg skal være millionær. Jeg vil have alt. Jeg vil ikke mangle noget. Jeg har skabt en fiktiv person,« sagde hun.

I videoen understregede bloggeren, at flere historier, som hun har blogget om, dog har været rigtige. Eksempelvis historierne om spiseforstyrrelser og mobning.

I den over 15 minutter lange video kommer Fie Laursen desuden ind på antallet af sexpartnere, som tidligere har givet hende stor opmærksomhed. Det antal har hun overdrevet:

»Jeg har gjort det for at tjene penge. For at blive kendt. Jeg har skabt et navn, oven i mit eget navn, som ikke er mig.«

Over for BT har hun tidligere udpeget en historie, som den største løgn.

»Den største løgn var Canada-historien, hvor jeg overdrev rigtig meget,« sagde Fie Laursen.

Hun påstod, at hun var taget til Canada, fordi hun var blevet inviteret af den populære canadiske rapper Drake. Årsagen var en ganske anden. Hun var taget til det nordamerikanske land for at besøge ekskæresten og hans forældre, der havde et hus i Canada.

Hun kom dog aldrig ind i landet, fordi hun ikke havde orden i papirerne. Derfor måtte hun overnatte i en detention, inden hun kunne komme med et fly retur til Danmark dagen efter. Den del af historien var god nok og 'ret ubehagelig', fortæller hun. Hun løj dog om sit flirtende forhold til en betjent under sit ophold i detentionen - blandt andet kaldte hun det 'forbudt kærlighed'.

»Jeg sagde, at jeg flirtede med en betjent og kaldte ham hr. sødesen. Jeg sagde, at vi havde flirtet hele tiden, og at han gav mig særbehandling. Det gjorde han ikke,« sagde hun om episoden.

»Det eneste, han sagde til mig, var, 'du er for køn til at være her', mens han blinkede og smilte.«