Feyenoord færdig i guldkampen
Det blev ironisk nok en dansker, der endegyldigt slukkede lyset for Jon Dahl Tomasson og Feyenoords forhåbninger om at genvinde det hollandske mesterskab.
Det blev ironisk nok en dansker, der endegyldigt slukkede lyset for Jon Dahl Tomasson og Feyenoords forhåbninger om at genvinde det hollandske mesterskab.
Med udsigten til at førerholdet PSV i de sidste syv runder af turneringen ville risikere at sætte en del point til i kraft af super-angriberen Ruud van Nistelrooys skade, vejrede Feyenoord ellers morgenluft, og de kunne med en sejr hjemme i lokalopgøret over midterholdet Sparta Rotterdam hente vigtige point i jagten.
Feyenoord dominerede fuldstændigt kampen, og allerede efter bare fem minutter havde hjemmeholdets danske skarpretter, Jon Dahl Tomasson, med sit niende sæsonmål bragt favoritterne planmæssigt foran.
Men det blev banens anden dansker, Spartas "ukendte" Anders Nielsen, der stjal det Rotterdamske rampelys.
Blot fem minutter inden pausen udnyttede den danske midtbanespiller en af kun tre reelle Sparta-chancer i hele kampen til at passere Dudek i Feyenoord-målet.
Og som det ofte går i den slags kampe, blev Feyenoord i anden halvleg mere og mere pågående og paniske, for blot få minutter før tid at se Spartas en-mands-angreb, Boukhari, slukke og lukke for hjemmeholdets mesterskabsdrømme.
De to danskermål i Rotterdam var dog langt fra de eneste hjemlige fingeraftryk på rundens kampe i Holland.
I Amsterdam skulle den nyudnævnte træner, Westerhof, forsøge at vende den slingrende Ajax-skude i hjemmekampen mod bundholdet NEC Nijmegen.
Og med både Brian Laudrup og Jesper Grønkjær på banen i hele kampen, fik spillerne vist, at selv om de ikke er i stand til at forsvare, om så det gjaldt selve livet, så kan de i hvert fald score mål.
Med begge danskere på scoringstavlen, blev NEC blæst ud af Amsterdam Arena med 5-2 på en forrygende anden halvleg.
Inden pausestillingen på 2-1 til udeholdet havde Brian Laudrup sendt sit bidrag i rusen, og efter pausen sørgede Jesper Grønkjær for målet til 3-2 og var dermed kraftigt medvirkende til, at Ajax nu igen er med i jagten på de gyldne Champions League-pladser.
Rundens sidste danske islæt måtte samtidig acceptere, at være eneste dansker uden scoring.
AZ Alkmaar med Kenneth Perez på banen i hele kampen sejrede let hjemme over bundproppen Den Bosch med 2-0 og avancerede dermed til sjettepladsen henholdsvis et og tre point efter Ajax og Feyenoord - men med hele 14 point op til duksene fra PSV.