Det skriver den britiske tv-kanal Sky News.

Pigen, der hedder Charlotte, tabte sin taske i toilettet på musikfestivalen i Leeds. Toilettet var af den slags, der ikke kan skylle ud, men blot sidder ovenpå et stort hul i jorden. Charlotte forsøgte at nå tasken først med den ene hånd, men da hun ikke kunne nå, stak hun også den anden i og sad så fast ved skuldrene.

- Jeg tror, de fleste ville have ladet tasken ligge, men alle hendes penge, hendes telefon, hendes billetter hjem, ja hele hendes liv lå i tasken, fortæller Charlottes kusine Katie Sky News.

Heldigvis stod Charlottes veninder lige udenfor toilettet og fik hurtigt alarmeret de brandfolk, der var til stede under festivallen. De sendte syv brandfolk, der forsøgte at skille toilettet ad, men til sidst måtte de hive Charlotte ud, hvilket gav hende adskillige blå mærker på armene.

Efterfølgende blev hun spulet ren, selvom hun ikke havde været i nærkontakt med toilettets indhold. Hun hang nemlig omkring en meter over bunden. Efter et tøjskifte var hun igen klar til at deltage i festivallen

- Det ødelagde det lidt. Hun var bange for, at folk ville synes, det var klamt, fortæller Katie.

Historien er nu blevet kendt i England, og der er dannet hyldestgrupper på facebook, og man kan også købe "bæpige"-hættetrøjer.

Charlotte blev senere genforenet med sin taske, som brandfolkene fik reddet op af toilettet.