FC København lyslever i Champions League efter en imponerende sejr på 1-0 over Galatasaray.
16. september 1998 - Brøndby slår de senere finalister, Bayern München, med 2-1. 1. november 2006 - FC København og Marcus Allbäck sænker Manchester United. 2. november 2010 - FCK spiller lige op med Lionel Messi og verdens bedste klubhold, FC Barcelona.
Parken har igennem de seneste 15 år sat scenen for nogle magiske Champions League-aftener. Efterårsaftener, hvor luften over Østerbro var kold, men hvor stemning, elektricitet og eufori varmede den danske nationalarena op.
Selv om Galatasaray langt fra har samme klang som hverken Bayern, United eller Barca, skriver 5. november 2013 sig ind i samme historiebog. Ikke på de forreste sider - men et par kapitler inde.
Det hang i luften allerede da den storladne Champions League-hymne fik myrekrybene til at titte frem under både jakke, skjorte og langt undertøj. Aftenen havde potentiale. De tyrkiske tilskuere var, som tyrkiske tilskuere nu engang er. Fanatiske og fantastiske.
Men også FC Københavns godt indpakkede fans havde opfanget, hvad der kunne være på vej. Både lyd og billede var indstillet på max. Stemmebåndene på Parkens endetribune vibrerede i takt med de to tifoer, der prydede billedet få centimeter højere oppe.
Efter seks minutter indtraf højdepunktet. En flyvende Rurik Gislason gik igennem i højre side, og hans flade aflevering ind i det lille felt fandt sin usandsynlige modtager. En norsk hæl placeret på udskældte Daniel Braaten. Med ét blev elektricitet og entusiasme forvandlet til den eufori, de helt store aftener er lavet af. Ændret af en 1-0-scoring fra et dansk mesterhold båret frem af stemning, sejrsvilje og trods.
Lynscoringen gav ikke vinger. Men en hurtig hestesko hjalp Braatens genialitet til. Sekunder efter headede Nicolai Jørgensen på stolpen, og det Galatasaray-mandskab, der for to uger siden fortærede de danske mestre, som var de en Lion Bar, havde pludselig fået chokoladen galt i halsen.
De fik den dog spyttet hurtigt ud igen. FCK-dominansen gik i sig selv, og tyrkerne overtog både spil og chancer. Felipe Melo headede på stangen, og Johan Wiland leverede mirakler, inden Daniel Braaten og Didier Drogba i løbet af 30 sekunder fik begge tilskuerskarer til at undertrykke et jubelbrød på tungespidsen.
Galatasarays dominans fortsatte i en 2. halvleg, der til tidder flirtede en smule med antiklimakset. Tyrkerne spillede sig frem til chancer, men de havde ikke samme størrelse som i de første 45 minutter. FCKs svar på en vikingetrio, Ragnar Sigurdsson, Olof Mellberg og Johan Wiland, hævede sværdet højt og slogedes med vildskab i øjnene mod Didier Drogba og topscoreren i sidste sæsons gruppespil, Burak Yilmaz. Efterhånden som Ståle Solbakkens desperate trang til en livsvigtig sejr voksede sig større, fik de hjælp af både Thomas Delaney og østrigske Georg Margreitter i området omkring den stærke tyrkiske angrebsduo.
Men det virkede. En dansk tyrkertro på egne evner, en bundsolid defensiv og et elektrisk stadion gav resultat i endnu en magisk aften i Parken, hvor FCK efter otte forsøg aldrig har tabt en gruppekamp i Champions League. Men ét er historie. Noget andet perspektiv. FC København lever i gruppee B blandt Real Madrid, Juventus og aftenens tabere. I højeste grad endda.