Sir Alex Ferguson fik søndag alle muligheder for at tale sit dyre målmandsindkøb varm som førstemålmand i Manchester United foran skadede Anders Lindegaard.

I 3-3-kampen mod Chelsea på deres hjemmebane Stamford Bridge leverede David de Gea en fantomredning på Juan Matas perfekt udførte frispark i overtiden. Bolden skruede umiddelbart utageligt op mod hjørnet, men David de Gea fik slynget sig selv derop og afværget et nederlag.

Den præstation kaldte på ros fra Ferguson, da han blev spurgt til redningen efter kampen, og roserne er så store, at det må være bekymrende for dem, der håber, at Anders Lindegaard nemt og smertefrit får sin plads i målet tilbage, når hans fire ugers skadespause er overstået:

- Jeg synes, at redningen af det frispark var utrolig. Den var på vej mod hjørnet. Han lavede også to eller tre andre redninger, inklusive en god en i første halvleg, roste han til Sky Sports ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.

Og Alex Ferguson var endda så god af sig, at han også gerne ville tilskrive en hel del af æren for det ene point - efter at have været bagud 0-3 - til sin målmand:

- Ja, han gjorde dit til det, ingen tvivl om det. Jeg er glad, for vi ser talentet i drengen. Og vi skal stole på det talent. Vi vil komme til at se det hele af det talent om en tre-fire års tid, sagde Ferguson, der også kom ind på kritikken af den unge spanier:

- På nuværende tidspunkt, ja, der har han lavet en eller to fejl, hans introduktion til engelsk fodbold har været anderledes for ham. Det har ikke været det, han har været vant til i Spanien, sagde Ferguson, der samtidig roste David de Gea for at have udvist selvtillid nok til at dominere feltet mere end vanligt.