Sagen startede med indsmugling af 20 kilo heroin og kokain fra Tyrkiet, men blev frem til domsafsigelsen i går nedjusteret til den halve mængde narkotika.
Af de fem, der udover fængsel kan se frem til udvisning, har alle navne, har fire besluttet at anke strafudmålingen til Højesteret, mens den sidste har udbedt sig betænkningstid.
Udvisningsdomme har ellers været en udskældt strafmulighed, siden den 24-årige danskfødte tyrkiske statsborger i november sidste år blev idømt tre års fængsel og efterfølgende udvisning for bestandig til Tyrkiet for en række røverier i Vollsmose, Odense.
Mandens sag satte sindene i kog og skulle være årsagen til alvorlige uroligheder på Nørrebro sidenhen. I sidste uge satte Højesteret med en opsigtsvækkende afgørelse en stopper for udvisningen af ham.
Højesterets ageren har tilsyneladende ikke haft indflydelse på Østre Landsret i den aktuelle narkosag.
Den begyndte for alvor at rulle, da narkotikaafdelingen i Københavns Politi sidste år fik et tip fra kollegerne i Esbjerg. Her tilstod en mand, at han havde købt heroin af to pakistanske brødre.
I løbet af sommeren og efteråret slog narkopolitiet til og anholdt en lang række personer, heriblandt de nu 11 dømte.
En af dem, den 27-årige Thomas Sørensen, viste sig hurtigt at blive et trumfkort for politiet. Han tilstod sin rolle som kurér og forklarede detaljeret om sit kendskab til ligaen.
Den illegale herointrafik fra Tyrkiet til det danske marked blev ifølge politiet styret i Tyrkiet af den herhjemme tidligere narkodømte jugoslav Ramadan Iljazovski.
Han fik i 1990 ti års fængsel og blev udvist for bestandig.
Som næsten altid i narkosager har observationer, rum- og telefonaflytninger været det bærende element i politiets materiale.
Det har ikke manglet på dramatik undervejs. Således opdagede forsvarerne i 12. time - efter at nævningerne sent onsdag aften i sidste uge havde afgjort skyldsspørgsmålene - at en række af de udenlandske tiltalte ikke havde fået forkyndt anklageskriftet på deres modersmål, inden sagen startede, som reglerne ellers foreskriver.
De krævede derfor sagen afvist, men de juridiske dommere nægtede.
Med dommene i går er der så sat punktum vedrørende skyldsspørgsmålene. Kun straffenes længde kan ankes til Højesteret.