Hun var næsten en halv time forsinket i det ellers stramt afviklede NorthSide-program, men hun var værd at vente på, skulle det vise sig. Grace Jones, den jamaicanske sangerinde, som hittede stort i 80'erne, holdt 19 års albumpause, vendte tilbage i 2008 med det stærke comebackalbum "Hurricane", forsvandt igen fra radaren og nu atter er på turné, sideløbende med at hun arbejder på et nyt album.

Hvis man har set Grace Jones live, for eksempel på Roskilde Festival 2009 eller i Falconer Salen samme år, ved man, at hendes koncerter er visuelt gennemførte udstyrsstykker. Sådan var det også på NorthSide, hvor Grace Jones indtog scenen iført forgyldt dødningemaske med sorte fjer, sort slæb og .. ja, var hun nøgen og bodypainted, eller havde hun blot meget tætsiddende klæder på, der illuderede bodypaint?

Det var faktisk det første, der var tilfældet, afslørede nærstudier af storskærmen. Jones var iført et sort korset, der begyndte under de blottede bryster og ellers iført tribalistisk hvidmalede mønstre overalt på den mørke hud, hvide mønstre som gik igen i ansigterne på medlemmerne af hendes store band med lineuppen guitar, bas, trommer, slagtøj , to gange keyboard og to gange kor.

Det stod dermed hurtig klart, at Grace Jones har en usædvanlig velholdt krop af en person på 67 år – Jones er NorthSide-programmets næstældste kunstner, kun overgået af Seasick Steve. Hun åbnede sættet med præsentations-sangen "This is" fra comebackalbummet fra 2008, stående på et højt podie bagerst på scenen som en særlig ophøjet udstillingsgenstand. Hendes karakteristiske dybe, soulfulde og flotte stemme var intakt, og bandet spillede fremragende, med stor sans for Jones' særlige blanding af funk og reggae med diskrete offbeat-markeringer i mange sange.

Flere numre på podiet fulgte, hvor Jones under "My Jamaican Guy" – nu iført en jakke med frynser, men stadig meget hud – viste, at den fysiske formåen også var god ved dels at læne sig langt tilbage på gelænderet på podiet, dels at lægge sig ned på ryggen og sprede benene op i luften. Hun sagde godt nok, at hun havde beskadiget sin ankel, men det mærkede vi ikke meget til. Jones fik også finurligt sagt, at "jeg har en dansk elsker … han begynder med S, ved I, hvad han hedder?" Det oplyste publikum råbte straks "Sven", med henvisning til bodybuilderen og skuespilleren Sven-Ole Thorsen, der dog vist tilhører kategorien eks-er.

Bowlerhat som diskokugle

Herefter gik Jones ned på fronten af scenen, blev af de hurtige påklædere i mørket iført en jakke med lange flæser og fremførte et nyt, calypsopåvirket og ganske fint nummer, "Shenanigans" om "at være høj", mens en meget letpåklædt ung mand kastede sig ud i imponerende poledance ved hendes side. Senere var 2008-sangen "Williams Blood" et musikalsk højdepunkt med stærkt gospelinspireret kor, og sangen blev af Jones da også præsenteret som "nu skal vi i kirke".

Under fortolkningen af Roxy Musics "Love is the Drug" var Jones iført en sølvskinnende bowlerhat, der i det stilfulde lys umiskendeligt lignede en diskokugle, og i den superfunky "Pull Up to the Bumper" fik hun en rød pels og lang hvid paryk på samt en hvid hovedbeklædning, der gav associationer til en konkylie. Her tog hun også en tur ud til den forreste række af det desværre ikke voldsomt store publikum – på skuldrene af en securitymand og op og ned langs scenen, inden vi fik hendes glansnummer:

Klassikeren "Slave to the Rhythm", med en enorm hat, der lignede en butterfly i overstørrelse og så en hulahopring, som hun formåede at holde i konstant bevægelse med underlivet i de omkring 10 minutter, den forlængede udgave af sangen varede inklusive bandpræsentation. En fysisk kraftpræstation, og så kunne man godt leve med, at den ellers velsyngende Jones missede et par toner i det høje register i denne sang.

Efter en time takkede Grace Jones af med masser af fingerkys, som blev gengældt med begejstrede klapsalver. Et lidt kort sæt, hvor vi blev snydt for klassikere som hendes udlægninger af Iggy Pops "Nightclubbing" og Edith Piafs "La Vie en Rose". Man må dog konstatere, at veteranen stadig er i topform, fysisk som musikalsk, og det skal blive spændende at høre hendes kommende album.

Helt så vildt som på Roskilde 2009, hvor der bogstaveligt talt var kostumeskift mellem hver sang, var det ikke, mens Jones og hendes samarbejdspartnere ved stadig, hvordan man sammensætter et show både musikalsk og visuelt. Som hun selv frækt sagde undervejs: "Jeg ville ønske, at det var mig, der stod derude og så mig." Man forstår hende godt.