Hen over weekenden blev fem nye millionærer udklækket. Alle fik de deres nye titel sammen med deres gevinst i Eurojackpot og Lotto.
Guldborgsund, Varde, Dianalund, Herlev og København.
De fem byer er hen over weekenden blevet fem millionærer rigere. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
De første to udklækkede fredag aften, da Eurojackpot var på menuen. Ingen vandt 1. præmiepuljen, men 2. præmien og 3. præmien var nok til at sikre de to deres nye titler som millionærer.
Den danske 2. præmie lød på 2.659.237 kroner, og den heldige spiller havde købt det lykkebringende spil hos Statoil, Sønderbro 2, 6800 Varde.
Samtidig lød den danske 3. præmie på 1.176.646 kroner, hvor spillet var købt hos Dianalund Bog & Ide, Torvet 20, 4293 Dianalund.
Historisk stor pulje denne uge
De næste to blev udklækket lørdag, da det var Lottos tur. To spillere ramte via deres Plus-abonnement, hvor de automatisk spiller med hver uge, de syv vindertal og måtte dele 1. præmiepuljen. De vandt derfor begge 3.000.000 kroner.
De to vindere kommer fra Guldborgsund Kommune og Herlev Kommune.
Den sidste blev udklækket under lørdagens Millionærgaranti, hvor der blev trukket lod om 1.000.000 kroner blandt alle præmiegivende Lotto-spil. Vinderen blev en heldig spiller fra København, der havde vundet 42 kroner på sit fem ugers spil.
Hvis du selv drømmer om at blive millionær, er chancerne også gode denne uge, hvor puljerne samlet er på mere end 800 millioner kroner. Det er historisk højt.
