Odense: Nogen har muligvis affyret et skydevåben i Vollsmose i Odense onsdag eftermiddag. Og i forbindelse med efterforskningen er fem personer blevet anholdt, oplyser politiet.

Efter en anmeldelse om skud cirka klokken 14.20 rykkede politiet massivt ud i bydelen, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Vi er til stede i området for at sikre ro og orden, mens vi undersøger, hvad der er sket, siger politiinspektør Benny Linde Larsen.

Skuddene er muligvis afgivet på Bøgetorvet midt i bydelen.

Lidt før klokken 17 kan politiet endnu ikke sige noget nærmere om sagen. Og det kan ikke bekræftes, at der faktisk er blevet løsnet skud.

Men ved 18.30-tiden oplyser politiet, at fem personer er blevet anholdt i forbindelse med sagen.

Baggrunden for anholdelserne ønsker ordensmagten ikke umiddelbart at informere om.

Desuden har politiet beslaglagt en bil, som er blevet kørt væk til tekniske undersøgelser.

/ritzau/