FDB fjerner foie gras fra hylderne
FDB fjerner foie gras fra hylderne
FDB fjerner foie gras fra hylderne
Efter pres fra dyreværnsorganisationer har FDB besluttet at fjerne den franske delikatesse foie gras (gåseleverpostej) fra hylderne. Det sker af dyreetiske hensyn. Foie gras bliver fremstillet ved at tvangsfodre gæs og ænder, så leveren ender med at blive en stor klump fedt med en vægt på op til syv gange normalvægten.
- Vi traf beslutningen om at droppe foie gras som en del af vores sortiment allerede omkring årsskiftet. Jeg tør ikke sige med hundrede procents sikkerhed, om det stadig findes på hylderne i enkelte af vores butikker. Men vi vil i hvert fald ikke indkøbe mere i fremtiden, siger koncerndirektør Finn Hartmann.
- Vi er glade for FDB's beslutning. Nu mangler vi kun at få overbevist de resterende supermarkedskæder i Danmark om, at de også skal tage foie gras ud af deres sortiment, siger Eva Pernille Naserian Poulsen fra Dyrenes Venner.
/ritzau/