FC Nordsjælland holdt liv i drømmen om Europa i 4-1-sejren over Sønderjyske på trods af en broget optakt.

For i ugens løb måtte nordsjællænderne suspendere den tidligere Brøndby-spiller Patrick Da Silva, der efter et nederlag til Lyngby i sidste weekenden blev spottet i det københavnske natteliv. En klar forbrydelse mod det moralske og professionelle kodeks i Superliga-klubben.

Mod Sønderjyske sprudlede Farum-klubbens utallige talenter. Emiliano Marcondes, Stanislav Lobotka, Marcus Ingvartsen, Mathias Jensen og Andreas Maxsø præsterede på højt niveau som så mange gange før og viste, hvad det stærke fællesskab i klubben er i stand til. Selv om det ganske givet er på lånt tid, inden storklubberne går på rov.

Derfor har cheftræner Kasper Hjulmand været nødt til at statuere et hårdt eksempel med Da Silva. For hvis han ikke havde gjort det, var det en trussel mod alt, hvad klubben er lykkedes med.

»Der har været en episode i weekenden, som ikke stemmer overens med det, vi står for. Derfor er Patrick for en tid suspenderet, og vi klarer den internt. Vi har ikke sat en tidsfrist på det. Jeg har haft fuldstændig fokus på kampen mod Sønderjyske, så efter søndag, da vi fandt ud af det, har jeg koncentreret mig på de spillere, der skulle spille kampen. De næste par dage tager vi stilling til, hvordan vi håndterer det,« siger han.

{embedded type="node/webtv_link" id="52172131"}

Det er ikke første gang i sæsonen, at netop dette sker i FC Nordsjælland. Tilbage i efteråret blev Mohammed Fellah og Joshua John smidt af holdet, efter de var i byen efter et 1-2-nederlag til AaB.

I Da Silvas tilfælde tog Nordsjælland en chance med en spiller, der tidligere åbent har fortalt, hvordan ludomani var ved at ødelægge hans karriere. Det gjorde han i dette forår.

»Spillere ude fra ved godt, hvad de kommer til og kender udmærket godt kulturen. Det er klart, at alle kender til Patricks situation og hans forhistorie. Vi har måttet tage stilling til, om det er noget, vi ville gøre. Jeg tror jo på, at man kan forandre sig. Jeg tror på, man kan få en ny chance. Han har skullet arbejde sig ind, og vi har givet ham en chance. Han er ked af, at han er havnet i det. Der er et eller andet i ham, der bare ikke kan lade være, fordi han ved udmærket godt, hvad man må og ikke må. VI har en stærk kultur, og jeg har måttet lægge øre til, at jeg ikke er en type, der skriger folk ind i hovedet, men vi har en stram disciplin, og der skal knokles. Kan man ikke det, så overlever man ikke, fordi Nordsjælland er et ambitiøst sted, og du kan ikke hænge på, hvis du ikke giver alt.«

Kan man så blive lukket ind i folden igen?

»Jeg synes altid, vi har vist, at vi er en åben klub, der tror på mennesker, og vi tror på, at man kan forandre sig. Men man skal selv vise det og investere i det. Er man i minus på tillid og i minus i forhold til de ting, man har gjort, så må man arbejde sig derhen igen. Og det skal man vise, og kan man ikke det, så går det ikke. Sådan har det generelt altid været. Vi kan ikke blive så gode, som vi er, hvis vi ikke værner om vores kultur. Og det er ligegyldigt, hvem spilleren er,« konstaterer Hjulmand.

Til gengæld kan han glæde sig over, at hans spillere har sat massivt pres på FC Midtjylland, som gæster Farum på lørdag. 4. pladsen giver adgang til en playoff-kamp om europæisk deltagelse, og her er der stadig alt at spille om med to kampe igen.