FC Nordsjælland og den norske forsvarsspiller Ragnvald Soma er blevet enige om en aftale, der foreløbig løber året ud.

Den 32-årige forsvarsspiller, der betegner sig selv som en spillende forsvarsspiller, har i de seneste dage træner med i FC Nordsjælland og tiltræder med det samme.

- Vi går ind i et relativt tæt program i efteråret og har søgt at tilføre truppen en ekstra midt-stopper, der kan gå direkte ind i truppen og bidrage med kvalitet og professionalisme på og uden for banen, siger sportschef Jan Laursen i en pressemeddelelse.

- Vi kender Soma i forvejen, og da muligheden opstod for at tilknytte ham slog vi til. Det er glædeligt, at alle formaliter nu er faldet på plads, så vi kan benytte Soma allerede i lørdagens kamp mod Randers FC, hvis trænerteamet skulle ønske dette.

Træner Kasper Hjulmand siger om Soma:

- Soma er en dygtig forsvarsspiller, der bidrager positivt til truppen både på og uden for banen. Han er god i sin omgang med bolden og han passer godt ind i vores måde at spille fodbold, samtidig med at han medbringer en masse rutine.

- Han kan som sådan træde direkte ind på holdet, hvis og når det måtte være nødvendigt - i hård konkurrence med de dygtige unge midt-stoppere, vi allerede har i truppen i øvrigt.

Den rutinerede Ragnvald Soma har tidligere blandt andet spillet i West Ham, Viking Stavanger og Rapied Wien og er noteret for fem A-landskampe og tiltræder som transferfri, da hans seneste kontrakt i Rapied Wien er udløbet.

Ragvald Soma kan dog kun benyttes i Superligaen og i pokalkampene, da han ikke er registreret til brug i Champions League.

tipsbladet.dk