Det erfarer BT, der også ved, at der ikke bliver tale om et øjeblikkeligt skifte til den franske Ligue 1. Transferen er lavet sådan, at den først bliver effektueret efter FC Nordsjællands to kampe i Champions League-kvalifikationen mod Zenit Sankt Petersborg.

Og det vil der ikke blive ændret på, selvom FC Nordsjælland overraskende skulle gå videre mod russerne og træde ind i sidste og afgørende playoff-runde. Udekampen mod Zenit bliver under alle omstændigheder den sidste for FCN for Jesper Hansen.

Første kamp spilles tirsdag den 30. juli hjemme på Farum Park, mens udekampen i Rusland finder sted den 7. august.

Jesper Hansen, der fredag var henvist til FC Nordsjællands bænk i Superliga-opgøret mod Viborg, har længe talt om sit ønske om at prøve sig af i en større liga, og selvom han lukkede hele 22 scoringer ind i Farum-klubbens deltagelse i Champions League i efteråret 2012, så kom han alligevel derfra med selvtillid og følelsen af at have leveret godt.

- Jeg har haft en god turnering - trods alt. Der har været mange gode redninger, og det er fint, at folk har fået øjnene op for mig, sagde han som afslutning på FC Nordsjællands deltagelse i Europas fineste selskab.

I Evian afløser han Stephan Andersen, der på grund af manglende spilletid forlod klubben til fordel for spanske Betis Sevilla. Franskmændenes garantier for spilletid til Jesper Hansen - eller mangel på samme - er redaktionen ukendt.