FCNs bestyrelsesformand er godt gal på sin kollega i Brøndby.

Selvom fredag aften var dagen for FC Nordsjællands første hjemmekamp i forårssæsonen, var det mere en tv-aftale end 2-0-sejren til FCN over Viborg, som blev omdrejningspunktet. Temperamentet hos lederne i flere klubber er højt, også hos Allan K. Pedersen i Farum.

- Det er ærgerligt, at en klub, som har rodet rundt de sidste år, skabt en feriepengesag blandt andet og meget negativ presse, ligeså snart den kommer tilbage hopper op på en kasse og skriger på flere penge, siger bestyrelsesformanden i FC Nordsjælland, Allan K. Pedersen.

I spillergangen under Farum Park kunne han fredag aften tale frit om den tv-aftale, som Brøndby ikke ønsker at være en del af.

Tidligere på dagen var Brøndbys krav til en aftale blevet offentliggjort af bt.dk, og derfor kunne alle forholde sig konkret til den aftale, der er indløbet tilsagn til af 11 Superliga-klubber, med undtagelse af Brøndby. Og særligt bestyrelsesformanden på den københavnske vestegn har bragt sindene i kog.

- Aldo (Petersen, red.) undersælger jo heller ikke sit produkt. Sådan har han arbejdet de sidste 20 år. Men han skød galt, da han kom med sit forslag og glemte at tænke på, hvilke folk der sad omkring bordet. Vi kan jo godt finde ud af at regne. Vi er erfarne mennesker i denne her branche, og noget mere erfarne end han måske er. Han gik galt i byen, nu må vi se, hvor højt spil, de vil spille, siger Pedersen, der helt generelt ikke er imponeret over Aldo Petersens fodboldforstand.

- Jeg betragter ikke Aldos fodbold-indsigt som værende særlig stor, lyder det fra Allan K. Pedersen.

På banen kunne han trods alt glæde sig over, at FC Nordsjælland stensikkert slog Viborg med 2-0. Sejren bringer endelig FCN ud af nedrykningskampen, og manden der sikrede tre point med to mål, var Kim Aabech.