FC Midtjylland måtte helt ned og tage luft ind og fighte sig tilbage i kampen mod Sønderjyske. Gæsterne førte 1-0 og forsvarede sig indædt, før det lykkede Superligaens tophold at arbejde sig ind i opgøret og score to mål til sidst.
Derfor var FC Midtjyllands anfører Kristian Bak Nielsen glad efter 2-1 sejren.
- Jeg er utroligt lettet. Det var ikke nogen køn kamp, men de tre point var vigtigere, siger han til TV3 SPORT 1.
Efter tre kampe har FCM ni point og topper tabellen. Det kommer bag på Kristian Bak Nielsen.
- Mentalt er det noget mærkeligt at ligge, hvor vi gør med så ungt et hold. Vi overvandt det i anden halvleg og kom tilbage, og det viste utrolig styrke oppe i hovederne på folk, for det var ikke kønt, men moralen er der godt nok, konstaterer Bak.