Som far er det ikke et spørgsmål om at være til stede eller ikke være til stede, når ens eget barn skal konfirmeres. Det gælder også for Glen Riddersholm, der er cheftræner i fodboldklubben FC Midtjylland.

Glen Riddersholm har en søn, der skal konfirmeres søndag 11. maj. Samme dag møder hans jyske tophold FCK i en kamp, der kan afgøre det danske mesterskab.

Men datoen 11. maj 2014 er nu alligevel kommet temmelig meget på tværs i den familiære kalender.

Sidst på formiddagen den søndag kimer klokkerne i Fonnesbæk Kirke i Ikast for Mathias Riddersholm og teenagevennerne fra 7.C, og få timer senere bliver der på MCH Arena i Herning fløjtet op til topkampen mellem FC Midtjylland og FC København. Det er sæsonens næstsidste kamp i Superligaen, og opgøret kan meget vel blive afgørende for, om det bliver Glen Riddersholm eller Ståle Solbakken, der kysser DM-pokalen:

- Det er ikke så nemt. For nogle vil det være et nemt valg, men for mig er det et enormt dilemma at stå i som menneske. Vi spiller med om de øverste placeringer i ligaen, så det er ikke noget rart valg, siger Glen Riddersholm.

Han erkender gerne, at ’livet som cheftræner har en masse fordele’, men ind i mellem løber han ind i en mental offside:

- Jobbet kræver alt af mig, og det kommer altid først i mange af livets faser. Der er nogle gange, hvor det konflikter. Min familie har oplevet mange af de skyggesider, der kan være ved mit liv - at jeg udlever min passion som levevej. De er ofte taget til arrangementer uden mig - det er en del af omkostningen, siger den 41-årige familiefar.

Glen Riddersholm sad i sit stille sind med et indebrændt ’satans også’, da det til et informationsmøde om sønnens konfirmation blev offentliggjort, at det blev 11. maj klokken 11. Det absolut værst tænkelige tidspunkt, da også lørdag klokken ti og søndag klokken ni var i spil:

- Det mærkede min dreng ikke.

Den succesfulde cheftræner med en pædagogisk baggrund stræber efter at være en god familiefar og at være der for sine børn:

- Det har jeg ikke kunnet være i alle henseender. Men det er jo klart, at sådan en dag kun kommer én gang, og jeg vil ikke svigte min dreng. Så stor en dag vil jeg gerne kunne dele med ham uden at have tankevirksomheden et andet sted.

Dilemmaet har naturligvis været oppe at vende i familien, og fra sønnens banehalvdel har taktikken langt hen ad vejen været klar: ’Far, selvfølgelig vælger du mig.’

Men tvivlen har også været dér: ’Du er dér vel for mig, far?’

- Så ved man jo godt, at der ligger noget dybere bag sådan et spørgsmål. Og der har jeg godt vidst, hvor skarp jeg har skullet udtrykke mig over for ham.

Sønnens tankegang virkede også logisk og lige til for Glen Riddersholm, men, som han formulerer det i dag, så er der ’opstået en situation, som ingen turde drømme om inden sæsonstart’; at FC Midtjylland vedholdende indtager førstepladsen i Superligaen.

Mens han og hustruen gav sønnen nogle muligheder at gennemtænke, vendte Glen Riddersholm også problematikken med klubbens ledelse for også at få rene linjer.

- Min kone har været lige så ambivalent omkring det som mig, og hun har nemt kunne sætte sig i mit sted. Det har ikke altid været så rart at snakke om, men det har alligevel været et suverænt forløb familiemæssigt. Vi har fået snakket om, at vi her i livet ind i mellem må træffe nogle svære valg, og det har været med til at styrke relationerne i familien. Det har været en fantastisk proces, hvor der har været højt til loftet, og vi er nået frem til et kompromis.

Bolden har hele tiden ligget for fødderne af 13-årige Mathias, der har truffet en beslutning om, at hans konfirmationsfest bliver holdt dagen før braget i Herning:

- Så kan jeg være et hundrede procent til stede for ham i nuet - så tænker jeg ikke på den fodboldkamp. Det giver god mening for ham - han får to fester, og vi kan give den gas om lørdagen, fastslår Glen Riddersholm, der også er far til Camilla på 16.

De nærmeste er blevet bedt om at overnatte i det midtjyske på familiens regning, så de kan være med i kirken om søndagen. Her bliver der også tid til en lille sammenkomst, inden cheftræneren retter al sin fokus mod mødet med FC København, der må siges at have revanche til gode efter sidste weekends afklapsning i Parken, hvor FCM vandt med 5-1:

- Mesterskabet kan være afgjort, inden vi når til 11. maj, men det bliver da under alle omstændigheder en emotionel oplevelse både lørdag og søndag - jeg er meget følsom, siger Glen Riddersholm.

Ifølge turneringschef i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, er kamptidspunktet endnu ikke fastlagt, men ’et godt bud er jo altid klokken 17’.

I givet fald har cheftræneren og det midtjyske mandskab - hvis alt flasker sig - udsigt til et potentielt afterparty inde hos naboen i Jyske Bank Boxen, hvor Robbie Williams indtager scenen en times tid efter slutfløjtet på MCH Arena.