FC Midtjyllands træner overgiver sig til den italienske overmagt. Napoli var bare alt, alt for gode til de danske mestre, som gav, hvad de havde.

Det var træner Jess Thorups analyse af nederlaget torsdag aften på 4-1 hjemme i Herning i Europa League-turneringen.

»Jeg sagde til spillerne, at man nogle gange skal anerkende modstanderens kvalitet. Det må vi gøre i dag. Vi møder et af Europas bedste hold i øjeblikket, det er jeg slet ikke i tvivl om på trods af, at de laver et par udskiftninger,« sagde Jess Thorup til Canal 9.

Selvom FC Midtjylland var langt fra sejren, så havde holdet et par gode perioder undervejs, hvor FCM også fik scoret en enkelt gang.

»Jeg synes et eller andet sted godt, at vi kan være tilfredse med rigtig mange ting, hvis man ser bort fra måltavlen. Vi har dem presset i perioder af kampen, og vi er også ved at komme tilbage i opgøret. Men vi mangler lige den sidste dygtighed og skarphed til at gøre denne her kamp rigtig spændende,« konkluderede Jess Thorup.

I den anden kamp i FC Midtjyllands gruppe spillede Legia uafgjort 1-1 mod Club Brugge, hvilket ikke var helt skidt for FC Midtjylland.