De troede ikke på ham. Ikke længere. Sylvester Igboun havde fået sin chance, og nu ville FCM udleje ham i foråret 2009. Han ville ikke tilpasse sig. Holdt sig for sig selv, ville ikke integreres, var ligeglad med FCMs spillestil. Træner Riddersholm var hård ved Igboun og trådte ham bevidst over tæerne:

- Hvis jeg var sportsdirektør i Tyskland, så kunne jeg finde 400 af din slags. Men jeg kan ikke finde 400 med din power og energi, det er dét, du har glemt, siger han til ham.

Efter en pokalkamp mod Rishøj er Riddersholm sur:

- Hvor mange afslutninger havde du i kampen, spørger træneren.

- To, siger Igboun.

- Nej, du havde nul. Du tror, du kan spille i Barcelona, du vil sgu være ligesom Messi. Hvor mange afslutninger tror du, Messi ville have haft i sådan en kamp, spørger Riddersholm.

Igboun: Men Glen, du ved, Messi har bedre spillere omkring sig.

Nu er Igboun kommet ned på jorden, har skiftet egoismen ud med fællesskabet og modtager tillid fra folk, hvilket har gjort ham flyvende på banen.

- Man møder udfordringer i sit liv. Sådan har det været hele mit liv, lige siden jeg var barn, så jeg er vant til det. Dengang ville klubben sende mig til Moldavien, men min baggrund gør, at jeg kan klare enhver udfordring, og jeg klarede også denne. Fodboldmæssigt vidste alle, hvad jeg kunne, men jeg havde et problem dengang, fordi jeg ikke ville tilpasse mig holdets stil. Jeg forsøgte at gøre mine egne ting, og på det tidspunkt følte jeg, at det var det rigtige. De var ikke glade for mig.

- Nu har jeg lært, at for at være en del af et hold, som har en bestemt spillestil, skal man tilpasse sig. Og hvis man ikke gør det, har man et problem. Men heldigvis var der én, der troede så meget på mig, at jeg overlevede. Det var især ungdomstræneren Jonas Dal (nuværende Hobro-træner, red.), som overbeviste mig om, at jeg kunne ændre mig, og han overbeviste klubben om at beholde mig.

- Jeg havde det svært med mennesker, svært ved at komme tæt på et menneske. Jeg har været bange for at komme for tæt på andre, fordi de kan måske gøre mig fortræd. Jeg vil ikke gøres fortræd. Jeg ville ikke være sammen med mine holdkammerater, jeg ville hellere bare være sammen med mine afrikanske venner. Men med tiden bliver man nødt til at vokse, at blive moden. Nu forsøger jeg at lære folk at kende, også danskerne, sådan at jeg også kan gøre noget for dem, være der for dem, gøre dem glade. Nogle gange gør man nogle ting, som man selv synes er rigtige, men som de andre synes er forkerte, og den eneste måde, man lærer, hvad der rigtigt og forkert, er at komme tæt på disse mennesker.

Det handler om overlevelse. At tænke på sig selv og sine egne. Ikke at stole på nogen. Det finder Igboun ud af som dreng i det hårde kvarter Agege i Nigerias hovedstad Lagos.

- Det sted, jeg voksede op, er der forskellige meninger om. Man skulle konstant slås for at få sin ret, man kunne ikke vente på, at der kom andre for at redde dig. Det liv, jeg levede, foregik i en bande. Det var mit liv. Folk betragtede os negativt, for de så os altid slås. Men vi kæmpede for andre. Folk fra mit kvarter kom ofte til os, hvis de havde haft problemer, var blevet bestjålet eller andet, og så tog vi os af det. Vi sloges meget, men oftest for at hjælpe dem, der havde brug for hjælp. Vi gjorde aldrig uskyldige ondt, kun dem, der sårede andre. Det var et hårdt liv.

- På samme område var der to forskellige skoler, og der var et stort slagsmål. Jeg kan huske, at vi fik dem, der ikke ville slås, til at slås alligevel. Vi tvang dem til det. Vi tænkte, at vi kunne vinde slåskampen på grund af vores hårde liv, men vi kæmpede med folk, der kom med knive og andre våben, og vi var ikke engang bange for dem. Ikke engang, når man blev såret, var man bange, det var bare med at komme videre.

- Jeg spillede fodbold i småklubber rundt omkring, men jeg tog det slet ikke seriøst. Folk opfordrede mig til at spille seriøst, der var endda folk, der købte støvler til mig. Ikke fordi, de vidste jeg havde talent, men fordi de ville have, jeg skulle forlade det liv, jeg levede på gaden. Men det var mit hårde liv, der førte mig til FCMs akademi.

- En fredag spillede vi en kamp, og der var én, der fældede mig. Jeg gik på ham, men jeg var ikke tilfreds efter det. Dagen efter spillede han kamp, og jeg kom med min bande for at finde ham. Vi startede en slåskamp, kampen blev stoppet, men netop dér var der en træner fra FCMs akademi. Folk fortalte ham, at den dreng, der startede slagsmålet, har talent, men han er ved at spilde det. Han ringede til mig, men jeg ville ikke rigtigt, for jeg ville ikke forlade min bande, for hvordan skulle jeg klare mig uden? Men alle sagde, jeg skulle give det en chance.

Følelser viser han ikke. Ikke engang, da Jens Ørgaard udvalgte Igboun til at komme til Danmark i 2006. Det øjeblik er fanget i en dokumentarfilm fra DR: En 16-årig Igboun rejser sig og bukker nærmest foran Ørgaard; smiler ikke engang. Han viste heller ikke følelser, da han som 18-årig mistede sin mor, eller da han mistede sin søster. Men da han forlængede sin kontrakt i sidste uge, rejste han sig ved bestyrelsesbordet og overraskede alle ved at bede om et sjældent ord for derefter at komme med en rørende tak til klubben. Eller da Jonas Dal havde Igboun med til Norge for at sejle i kano.

- De gange, vi har været ude i de omgivelser, viser han sit sande jeg, siger Dal om Igboun, der på et tidspunkt overraskede Dal og tog ansvar ved at føre to kanoer, der var i problemer, i sikkerhed. Også selv om Igboun var hunderæd.

- Vi var i Norge. Det er altså ikke noget, mine afrikanske kolleger og jeg er vant til. Det var meget mærkeligt for os at være på vandet, vi tænkte, at det nærmest var liv eller død for os. Jeg faldt i vandet, og på det tidspunkt var Jonas der ikke. Det var en studerende, der hjalp mig op, og jeg var virkelig bange og tænkte, om det var måden, jeg skulle dø på. Hvis denne studerende ikke havde været der, havde min historie været en anden.

- Jeg er kristen. Jeg kommer fra en familie, der var meget kristne, og jeg beder til Gud. Jeg beder før hver kamp, det hjælper og betyder meget, for jeg overlader alt i Guds hænder. Jeg mistede min mor, da jeg var 18. Men folk i Nigeria fortalte mig det ikke, for de tænkte, at det ville påvirke mit spil. Sådan er livet. Jeg er stærk indeni. Jeg mistede min søster, mens jeg var i Afrika, men jeg skulle pakke min kuffert for at tage tilbage til fodbolden. Hun er død, og man kan ikke gøre noget ved det. Indeni er jeg såret, men jeg bevæger mig altid videre, for jeg kan klare alt, jeg kan overleve alt. For jeg har oplevet alt.

- Da jeg fik at vide af Jens Ørgaard, at jeg skulle til Danmark, da jeg var 16 år, smilede jeg ikke. Men det gjorde jeg indeni. Selv når der er noget galt, viser jeg det ikke, man kan intet se. Jeg viser det aldrig.