Med købet af Martin Pusic har FC Midtjylland ifølge egne beregninger øget chancen for at hjemtage guldet fra 79 procent til 99 procent.
De skulle lige bruge hele weekenden og en stor del af mandagen, men så lykkedes det også at få enderne til at mødes.
Siden BT fredag aften afslørede, at FC Midtjylland havde indløst Superliga-topscoreren Martin Pusic’ frikøbsklausul på en million euro eller 7,5 millioner kroner, har de midtjyske fans ventet i spænding på at få præsenteret klubbens nye bomber.
Men det tog tid. Og længere tid end forventet.
Det viste sig, at Martin Pusic’ personlige krav inden en kontraktunderskrivelse var sværere at imødekomme end forventet, og flere rygter gik i løbet af søndagen og i går på, at FC Midtjylland simpelthen ville gå efter en anden angriber til at supplere Morten Duncan Rasmussen i angrebet.
Martin Pusic har dog hele weekenden været klubbens førsteprioritet, og siden de sene aftentimer fredag har den 27-årige angriber befundet sig på samme hotel som FC Midtjylland under klubbens træningsophold i Portugal og forhandlet – også til de sene aftentimer.
For FC Midtjylland ville lande Martin Pusic, og BT erfarer, at det ikke mindst skyldes klubejer Matthew Benhams omfattende scoutingsystem.
Klubejeren, der har tjent sine penge på bettingvirksomhed, driver ved siden af FCM også den succesfulde Championship-klub Brentford samt virksomheden smartodds.co.uk, der leverer statisktisk forskning. Her har han 80 ansatte, som hjælper til at scoute alverdens spillere samt give dem karakterer, og det er denne analyse, der ifølge BTs oplysninger har peget på Martin Pusic som manden, der kan vinde det danske mesterskab for FCM.
BT kan berette, at FC Midtjylland før købet af Martin Pusic havde lavet en beregning, der viste, at mesterskabet med 79 procent sikkerhed ville lande i Herning, mens FC København havde 17 procent sandsynlighed, men med købet af Martin Pusic viser tallene, at guldet så godt som sikkert er FC Midtjyllands.
Således har en 15 sider lang rapport om Martin Pusic klargjort over for ledelsen i FC Midtjylland, at mesterskabet med 99 procent sansynlighed vil tilfalde Glen Riddersholms tropper.
BT har i løbet af mandagen forsøgt at indhente kommentarer fra såvel bestyrelsesformand Rasmus Ankersen som sporstdirektør Claus Steinlein, men hverken de eller Martin Pusic er trods mange henvendelser vendt tilbage.
På klubbens hjemmeside udtrykker Claus Steinlein dog glæde over indkøbet af Martin Pusic.
»Martin Pusic er hentet for at øge konkurrencen i angrebet, hvor Duncan har gjort det rigtig godt, men også har måttet kæmpe sig igennem nogle af kampene i efteråret. Så for at sikre at vi også står stærkt i foråret, har vi hentet Martin Pusic,« siger sportsdirektøren og fortsætter:
»Lige som på resten af holdet har vi øget konkurrencen i angrebet. Det har hele tiden været målet for os at komme styrket ud af transfervinduet, og med signingen af Martin Pusic er vi dobbeltbesat på alle pladser.«
Martin Pusic selv er kommet til Herning for at hjemføre guldet.
»Holdet har gjort det godt indtil nu, og det er derfor, man er otte point foran. Jeg er kommet for at vinde titlen, og sammen med holdet vil jeg gøre alt for, at det lykkes. Klubben har ambitioner om at spille europæisk fodbold, og det ønsker jeg også.«
FC Midtjyllands kontrakt med Martin Pusic løber til sommeren 2018.