Rilwan Hassan har bestået indføds-retsprøven og venter nu kun på at få sit pas, før han er dansk og klar til landsholdet
Rilwan Hassan skulle træffe en svær beslutning i sommer. Skulle han tage til udlandet og få en god kontrakt eller blive i Danmark for at få det danske pas, som han efter ni år i landet snart er klar til?
Det blev den sidste løsning, og nu har FC Midtjylland-profilen fået alt på plads, så han bare venter på at få trykt sit danske pas.
»Jeg har allerede bestået prøven. Jeg har ansøgt om dansk pas nu. Jeg har sendt papirer og det hele til regeringen, så jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage. Men det går efter planen. Jeg ser frem til at få det, og jeg håber, at det kommer snart. Jeg venter bare på at få mit pas,« siger Rilwan Hassan til BT.
Drømmer om landsholdet
7. november har Rilwan Hassan været i Danmark i de ni år, det kræver for at få lov at blive dansk statsborger. Han når næppe at få sit pas inden da, men når han bliver inviteret på nationalsang og Dodo and the Dodos til statsborgerskabsdag på Christiansborg, vil han også være klar til en helt anden invitation.
En invitation fra Åge Hareide.
»Jeg vil gøre alt for at blive udtaget til det danske landshold. Jeg vil spille for Danmark,« siger Rilwan Hassan.
Rilwan Hassan blev hentet til FC Midtjyllands akademi som 16-årig, og efter så mange år af sit liv i det midtjyske føler han sig ret så dansk.
»Jeg laver mange danske ting. Jeg kan godt lide at socialisere og være sammen med mine venner. Jeg kan også godt lide at spise dansk mad. Og jeg kender til reglerne. Jeg er endda også ved at blive vant til vejret,« siger Rilwan Hassan.
Og han er blevet så vant til det danske vejr, at han ligefrem er klar til at udsætte sin kæreste og søn for det samme.
Glad for Danmark
De bor begge i Nigeria, mens Rilwan Hassan bor alene i Danmark.
»Jeg kan virkelig godt lide Danmark, og jeg vil gerne have min familie hertil. Danmark er så rart og fredeligt et land uden korruption eller noget. Vi vil gerne bo i Danmark, når jeg er færdig med min karriere. Måske vil jeg tage til Nigeria for at lave forretninger, men jeg vil være mest i Danmark,« siger Hassan, inden han tager et rent 12-tal i danskhed:
»Min livret er kartofler og bearnaise-sovs.«