Glen Riddersholm og FC Midtjyllands ledelse får nu én over nakken af en klubbens egne folk, nemlig fankoordinator Peter Ross. Han mener, at alle bør klappe i og droppe de offentlige skænderier.

I et blogindlæg på fcm.dk skriver Peter Ross:

»Vi har at gøre med en træner, der har taget klubben til et helt nyt niveau rent sportsligt, hvilket til enhver tid bør aftvinge respekt, og samtidig har vi at gøre med en klub, der i øjeblikket tager stormskridt på vejen mod en fast plads i toppen af dansk fodbold - det klæder ingen af de parter, sådan at lufte det beskidte vasketøj offentligt.«

»Lad mig blot minde om, at der allerede for 10 år siden, da Peter Skov-Jensen og Mohamed Zidan var blevet solgt til Tyskland, blev meldt ud på store bannere fra fansene; 'spillere kommer og går - klubben består' - essensen er den samme i dag, hvad enten man hedder Riddersholm, Thorup, Ankersen eller Steinlein.«

De seneste uger har det ikke skortet på fortællinger om, hvor dårlige forhold, der er i FC Midtjylland, og om hvordan flere medarbejdere har sagt op på grund af det. Historier, som FCM-ledelsen mener, Glen Riddersholm, der sagde op i klubben i sommer, står bag. Senest tog bestyrelsesformand Rasmus Ankersen i søndags bladet fra munden og beskyldte i flere medier Riddersholm for at have manglet format i forbindelse med hans opsigelse.

Men de offentlige skænderier bør stoppe nu, mener fankoordinator Peter Ross:

»Min klare opfordring til alle parter må være, at lade mundhuggeriet ligge og i stedet se fremad - der venter langt større udfordringer fremadrettet end at placere ansvaret for nogle episoder, der bør høre fortiden til!«

»Nu er det tid til at lade fødderne tale - det er dén del af spillet, vi alle elsker mest,« afslutter han sit blogindlæg.