FCMs håndboldkvinder var ikke levnet mange chancer, da de drog til Györ i det nordvestlige Ungarn for at møde Győri ETO KC, der har vundet de to seneste års Champions League-trofæ.
Men det blæste de midtjyske hunulve på, og Helle Thomsens damer kværnede igennem i alle 60 minutter.
Efter pausestillignen 11-11 begyndte FCM at trække fra i anden halvleg.
Den tidligere FCM-anfører og nu Györi-spiller, Nycke Groot, forsøgte at presse FCM, der dog stod imod det ungarnske pres.
FCM spillede sig hurtigt op på 17-12, og slap aldrig den store føring.
Klubben kunne til sidst strække armene i vejret efter at have besejret Győri ETO KC med 26-21.
Dermed topper FCM deres CL-gruppe med fire point i to kampe. I gruppen tæller også Hypo Niederösterreich og HC Vardar, som FCM møder i Skopje 1. november.