I deres seneste indbyrdes kamp blev det godt nok til et klart nederlag, da FC København sendte FC Midtjylland hjem fra Parken med et nederlag på 0-3.

Men siden er der som bekendt løbet meget vand gennem åen, og Ulvene har konsolideret sig på Superligaens førsteplads med ni point ned til Ståle Solbakkens mandskab.

Søndag gælder så det slag, hele fodbolddanmark har ventet på i ugevis, når FC København for første gang i denne sæson kommer til Herning, og hos topholdet bliver der set frem til topkampen med stor spænding.

»Det bliver vanvittigt sjovt. Man kan mærke på folks opbakning til kampen, og alle dem der ringer og sms'er, at det er en kamp, hele regionen har set frem til. Vi glæder os helt vildt meget til at slå de københavnere,« siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, ifølge TV2.

»Det er derfor, vi går på arbejde hver dag. Det er for at spille spændende kampe mod gode modstandere. Og denne kamp mellem nummer et og to i Superligaen er ekstraordinær. Det er lidt som juleaften, hvor man glæder sig til at pakke gaven op og se, hvad den indeholder,« tilføjer Claus Steinlein.

FC Midtjylland er ubesejret i denne sæson på egen bane, hvor holdet i 14 kampe har gjort rent bord.