FCM Håndbold har sikret sig den danske landsholdsprofil og nu tidligere Viborg HK-spiller Louise Burgaard på en tre-årig kontrakt.

I en pressemeddelelse kan FCM Håndbold bekræfte, at den 22-årige højre back fremover skal skifte den grønne Viborg HK-trøje ud med den sorte FCM-trøje. Et skifte, som vækker stor glæde hos holdets cheftræner, Helle Thomsen.

»Det er et scoop at hente Louise Burgaard, som er en af de bedste spillere i Boxer Dameligaen. Det betyder, at vi fastholder et højt internationalt niveau på højre back. Louise Burgaard passer godt ind i vores spil. Hun er dygtig i kontrafasen og i det hurtige spil, som vi gerne vil spille,« siger hun i pressemeddelelsen.

Louise Burgaard bliver dermed endnu en i rækken af profiler, der forlader Viborg HK. Selv glæder landsholdsprofilen sig dog til en ny udfordring.

»Jeg ser frem til et nyt kapitel i min håndboldkarriere. FCM er en spændende klub med et godt setup, et godt træningsmiljø og en bred trup, og jeg glæder mig til at møde ny inspiration,« siger Louise Burgaard.

Louise Burgaard får i FC Midtjylland trøje nummer 27, når hun begynder efter sommerferien.