Carlo Holse startede inde i den første kamp mod FC Zlin, og torsdag kan han igen få en rolle, når FCK tager imod tjekkerne på hjemmebane. Her fortæller den 18-årige FCK-angriber med de seks kampe og to mål om at være en atypisk FCK-angriber, myten om de unge i FCK og at han slet ikke hedder Carlo.
Du spillede den seneste Europa League-kamp mod Zlin. Hvordan var det?
»Det var oplevelsesrigt. Det var min første europæiske kamp. Det var en stor ære. Jeg har spillet et par kampe i Superligaen før, men det var lidt noget andet med stemningen og presset. Vi havde spillet to uafgjorte kampe, så der var da noget pres, synes jeg. Men det var dejligt, og det gav noget selvtillid.«
Er du født Carl Johan eller Carlo?
»Haha. Jeg er født Carl Johan. Det er en lang historie. Det var nogle af min mors veninder, der begyndte at kalde mig Carlo, og så er den ellers bare drevet videre derfra. Så det er Carl Johan Holse Justesen, men det bliver mest til Carlo Holse. Jeg holder fast i Carlo. Helt klart. Carlo.«
Hvor svært er det egentlig at være ung spiller i FCK?
»Det er en myte, at det er svært at slå igennem i FCK som ung spiller. Jeg synes, det er gået meget godt indtil videre. Jeg har fået et par kampe i Superligaen, og drenge her er nemme at komme ind på. Jeg synes, det går meget godt. Jeg troede, at det ville være sværere, da jeg kom op. At jeg ikke ville få så mange minutter til at starte med, men tre Superliga-indhop, en pokalkamp og en Europa League-kamp. Så det er egentlig gået meget godt i efteråret. Det har været oplevelsesrigt. Jeg synes ikke, det er svært at slå igennem. Der har været mange ungdomsspillere her, men måske ikke som har slået igennem så hurtigt som 18-årige.«
Du er en atypisk FCK-angriber, fordi de plejer at være store. Hvordan er det?
»Jeg tænker da over det, og det har en effekt på mig, at der ikke er så mange små angribere, som har slået igennem her gennem tiderne. Men Cesar Santin har slået igennem. Og Santin minder jeg nok mest om. Jeg er ikke ligesom de andre. Der er meget råstyrke på dem, og de fungerer oppe i luften. Jeg er mere nede på jorden. Lille, hurtig og teknisk. Det er en anden måde at spille på, når jeg er inde. Det er mere i mellemrummene og langs jorden. Tit har det været med indlæg, og selvfølgelig kan vi stadig godt slå den ind i luften, for vi har stadig en anden stor angriber herinde, som kan heade den ind. Jeg kan også godt heade den ind. Men det er mere langs jorden med mig.«
Har du ramt dit niveau i de kampe, du har fået indtil videre?
»Nej, jeg har ikke helt ramt det niveau, som jeg gerne vil. Men det er også en tilvænningsproces. Det er noget andet med seniorfodbold. Men jeg vil gerne score nogle flere mål, og så vil jeg gerne have at spillet skal lidt mere over på mine præmisser. Det har måske været lidt for meget luftbolde til mig. Men det kommer. Det kan jeg love dig for.«
{embedded type="node/webtv_link" id="55620888"}
