FC København udtrykker på deres hjemmeside stor sympati og medfølelse for de dræbte og sårede under weekendens terrorangreb. De vil mindes ofrene med et minuts stilhed før søndagens kamp mod FC Vestsjælland, hvor de også vil bære sørgebind.

»Det har berørt alle i F.C. København dybt, ikke mindst fordi det første anslag fandt sted få hundrede meter fra Telia Parken hos vores naboer i Krudttønden lige efter vores træningskamp mod IFK Göteborg. En kamp som heldigvis blev spillet uden tilskuere,« skriver FCK på sin hjemmeside.

»Mange af os hørte skuddene, så folk flygte og mærkede sammen med alle andre københavnere frygten. Det blev kun værre senere, da et medlem af vores samarbejdsklub, JIF Hakoah, blev skudt i Krystalgade, mens han beskyttede en fredelig familiefest. Det berører os alle dybt.«

»F.C. København er en klub, hvor der er plads til alle, uanset religion, hudfarve eller politisk overbevisning. Vores klub afspejler den by, vi er en del af. Vi har spillere og trænere fra otte forskellige lande på holdet og fans endnu flere steder fra på tribunerne. Vi har danske spillere med rødder i andre lande, spillere der er født i København og spillere, der er flyttet til byen og landet. Vi har spillere, der er religiøse, og spillere der ikke er det. Fælles for os alle er, at vi er københavnere, der hver eneste dag lever og arbejder sammen. Sådan vil det altid være,« skriver klubben.

Når FC København søndag tager imod FC Vestsjælland hjemme i Telia Parken, vil det samtidigt være startskuddet på et forfølgelsesløb på Superligaens førerhold, FC Midtjylland. FCK har således otte point op til midtjyderne, og der resterer 16 kampe af sæsonen.