Nicolai Jørgensen var den bedste spiler i Superligaen i 2015. I hvert fald hvis du spørger medspillere og modstandere i den bedste danske række.
Den store og teknisk stærke offensivspiller fik hæderen inden forårets sidste kamp mod OB, der blev besejret 4-1. Og efter kampen satte han så ord på, hvad hæderen betød for ham.
»At det er modstandere og trænere, der har kåret en, er det, der gør det mest specielt. Det er den største hæder, man kan få, synes jeg. Det er jeg utrolig stolt af. Det er noget, jeg har kæmpet for hele mit liv. Nu kan jeg sige, at jeg er blevet kåret til den bedste spiller i Superligaen,« siger Nicolai Jørgensen.
Er du bedste mand i Superligaen?
»Åbenbart!« siger Jørgensen og bryder ud i et højlydt grin.
Det grin kan han fortsætte vinteren over, for her er han og FC København i toppen af Superligaen efter en 4-1-sejr over OB. Det skete blandt andet på et flot solomål af netop Nicolai Jørgensen, der i dette efterår har scoret tre mål i 15 kampe.
