Og FCK-træneren vil ikke have, at hans spillere skal deltage i den slags psykologisk krigsførelse. Sporten.dk erfarer, at Jacobs har instrueret sine spillere i ikke at medvirke til nogen form for ordkrig med FCN i pressen forud for kampen på mandag.

Det bekræfter Ariël Jacobs, som stadig ikke giver meget for den måde, FCN har nedtonet deres rolle i mesterskabskampen.

- Det er korrekt, jeg har talt med spillerne. Og det skal de ikke, fordi hvis FCN siger, de går efter andenpladsen, hvorfor skal vi så overhovedet spille disse kampe? Det giver ingen mening med disse ’mind games’, så hvorfor skulle vi deltage i det? siger Ariël Jacobs og fortsætter:

- Vi er FCK, vi går efter tre point, og det er alt. Det er kun dét, det handler om, og ikke hvad FCN siger, siger Ariël Jacobs.

Og FCK-spillerne følger deres træners råd. Anfører Lars Jacobsen vil i hvert falde ikke kommentere på FCNs udmeldinger.

- Det er ikke noget, vi har interesseret os for. Vi koncentrerer os udelukkende om os selv, og det har vi også været gode til før de opgør, vi har spillet imod dem, og det vil vi fortsætte med. Hvad der bliver sagt fra andre klubber er ikke noget, vi bryder vores hjerner med, siger Jacobsen, mens målmand Johan Wiland er enig.

- Det er op til FCN, hvad de vil sige. Vi tænker kun på os selv, siger den svenske keeper.