FC København har hentet den danske landholdsspiller Peter Ankersen på en ét-årig lejeaftale.

Peter Ankersen har i længere tid været rygtet til københavnerne, hvilket BT tidligere har kunnet fortælle om. Fredag blev det så officielt. Ankersen kommer til klubben på en lejeaftale, der kan veksles til et fast ophold, da FCK har sikret sig en købsoption.

»Egentlig var det ikke meningen, at vi skulle ud og hente en back i det her vindue, da vi er stærkt besat i forvejen, og vi havde egentlig ikke afsat midler til det. Men vi ville ikke lade ham gå vores næse forbi, da chancen opstod. Derfor er det i første omgang en lejeaftale, men går det, som vi alle forventer, så ser vi frem til at have ham i København i mange år. Samtidig har Christoffer Remmer, ikke mindst på det seneste, vist, at han er en meget alsidig spiller, som vi kan bruge længere fremme på banen, mens Tom Høgli dækker begge sider. Det giver os endnu flere muligheder,« siger FCK-træner Ståle Solbakken.

Peter Ankersen har netop vundet både mesterskab og pokalturnering med østrigske Red Bull Salzburg, og det samme håber han på at gøre med FCK.

»Jeg ser et rigtigt godt match mellem mig og FCK, der har en spillestil med offensive backer, der er meget involveret i spillet. Det passer mig perfekt som spillertype, og jeg er stor tilhænger af den type fodbold, der bliver spillet i F.C. København. Økonomisk er det måske et lille skridt tilbage, men sportsligt ser jeg det som et skridt frem. Og så har jeg jo vundet, hvad der er at vinde i Østrig, mens jeg mangler at vinde nogle danske mesterskaber, og det kan jeg gøre med FCK,« siger Peter Ankersen omkring klubskiftet.

24-årige Peter Ankersen startede karrieren i Esbjerg, hvor han efter ophold hos både Vejle og Rosenborg kom tilbage til vestjyderne igen i 2012. I 2014 skiftede han til Red Bull Salzburg, inden han nu igen er at finde i den danske Superliga.