Tilskuerurolighederne på Aalborg Stadion søndag aften har sat gang i debatten omkring fankultur og de problemer som et fåtal af tilskuerne skaber for klubberne. FCKs administrerende direktør Anders Hørsholt sender mandag morgen en direkte besked ud til fans og offentligheden i et åbent brev på klubbens hjemmeside. 

- Til de af jer, som bruger FC København som legeplads for destruktiv og usportslig adfærd, har jeg blot at sige: Opfør jer ordentligt OG bliv væk!, skriver direktøren. 

Balladen overskyggede fuldstændigt de sportslige perspektiver i kampen, mener Anders Hørsholt.

- Vi har ventet flere måneder på at komme i gang efter en lang vinterpause, men gårsdagens uafgjorte resultat i Aalborg er blot en parentes. Det, som står klarest i erindringen, er den skandaløse afvikling af kampen, jeg selv, tusindvis af fredelige tilskuere og hundrede tusinder af danske tv-seere var vidner til.

- Anholdelser, kampudsættelse, romerlys, advarsler, dommerafbrydelse og provokerende gestikulationer. Det var, hvad vores første kamp i 2012 skulle huskes for. I F.C. København tager vi på det kraftigste afstand fra den egoistiske, voldelige og ødelæggende adfærd, som visse elementer på vores udebaneafsnit udviste i går, skriver Anders Hørsholt i brevet på fck.dk.