FC København har købt heftigt ind i de senere dage. Men der er to spillere, som klubben også har haft bud på, som det ikke er lykkedes at få købt.

Den ene var den 32-årige svenske landsholdsrforsvarer, Andreas Granqvist, som har spillet i russiske FC Krasnodar siden 2013.

»Vi har talt med Andreas Granqvist i Krasnodar. Men han tjener flere penge end hele vores trup tilsammen. Så det bliver ikke nu,« siger Ståle Solbakken i et interview til FCKs hjemmeside.

Den anden er den danske landsholdsforsvarer, Erik Sviatchenko i Celtic. Her strandede forhandlingerne på overgangssummen.

»Der var for stor forskel på udbud og efterspørgsel, så det er der ingen grund til at dvæle ved,« siger Ståle Solbakken.

Erik Sviatchenko meldes i stedet på vej til italiensk fodbold, hvor både SS Lazio og Fiorentina er på banen. I modsætning til FCK - som ville købe -  er de italienske klubber indstillet på at leje Erik Sviatchenko med forkøbsret. Imod ideen taler, at den 25-årige dansker fremdeles er knæskadet.

FCK har i de senere dage købt forsvareren Denis Vavro fra MSK Zilina i Slovakiet, angriberen Martin Pusic i FC Midtjylland og midtbanespilleren Carlos Zeca i den græske klub, Panathinaikos.