Der sker lidt i FC København i de her dage med permanente aftaler med Robin Olsen og Peter Ankersen – og en afsked med assistenttræner Peter Wettergren.
Og nu er der et nyt farvel til en af de folk, som Ståle Solbakken hentede til for at styrke staben. Det er chefen for FC Københavns scoutingafdeling, Jesper Jansson, som stopper i den danske mesterklub efter den nuværende sæson.
»Vi har været rigtigt glade for at have Jesper i klubben, hvor han har arbejdet hårdt og godt med at udvikle vores scoutingafdeling, som har været et vigtigt indsatsområde for os. Jesper har afgjort sin andel i vores succes med at vinde The Double i denne sæson, for det var en stor opgave, som Jesper har løst flot for os. Vi er nu nået så langt i det arbejde, at vi er enige om, at Jespers kompetencer gør, at han skal have bredere opgaver fremover, og dem får han nu chancen for at søge,« siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.
Jesper Jansson har tidligere været sportschef i svenske Helsingborg, men i FC København overtog han rollen som den overordnede i scoutingafdelingen, mens Ståle Solbakken som manager deler det ansvar, som en sportsdirektør normalt har, med den tekniske direktør Johan Lange.
Jesper Jansson siger farvel til FCK efter bare et år i klubben.
»Mit mål med at arbejde her var at bidrage til at gøre FCK til mestre, og jeg er stolt og taknemmelig over, at jeg har haft del i sæsonens fremgang og titler med klubben. Det har været meget udviklende, og tiden her har givet mig en ekstra international dimension, som jeg vil tage med videre i mit næste job. Jeg har længe syntes, at F.C. København er Skandinaviens største klub, og nu ved jeg det så,« siger Jesper Jansson.
FC København har allerede hentet Brian Priske ind som ny assistent for Ståle Solbakken, men FC København meddeler ikke noget om, hvorvidt der vil komme en ny Head of Scouting i stedet for Jesper Jansson.
