Stephan Andersen har været en stor succes i FCK-målet, og den tidligere Brøndby-keeper har nu fået forlænget sin kontrakt i kølvandet på de flotte præstationer.
Andersen var ellers ikke voldsomt populær blandt FCK-tilhængerne grundet sin Brøndby-fortid, da han skiftede til klubben i sommer. Men han har for længst overbevist selv de mest hærdede kritikere om, at han er et sikkert førstevalg i FCK-målet.
Nu forlænger parterne således samarbejdet med ét enkelt år yderligere, så kontrakten løber til 2018. Det fortalte BT om allerede i starten af maj måned.
»Jeg har haft et rigtigt godt første år i klubben og føler mig godt tilpas på holdet. Personligt har det været en rigtig god sæson, og jeg føler, at vi som hold er godt på vej mod de mål, vi har i klubben. Det glæder jeg mig meget til at være en del af,« siger hovedpersonen selv til FCKs hjemmeside.
Stephan Andersen har tidligere repræsenteret Hvidovre, AB, Charlton, Brøndby, Evian, Real Betis og Go Ahead Eagles.
