FC Københavns anfører, Thomas Delaney, trak sorteper i efteråret med masser af tid på bænken. Det skal ikke ske igen.
23 år og anfører for Skandinaviens største klubhold. Kulturbærer med mere end 100 førsteholdskampe og en enkelt A-landskamp. Og med en stål(e)sat beslutsomhed om ikke igen at trække sorteper i FCK-manager Ståle Solbakkens midtbanekabale.
»Jeg vil undgå at sidde på bænken som sidste år, hvor vi roterede meget. Jeg vil spille hver gang. Der er ingen tvivl om, at det ikke er det fedeste at sidde på bænken som anfører.«
Hjemvendt fra solferie i Marokko er FC Københavns kaptajn, Thomas Delaney, på en mission. Klar til at tage kegler og gå forrest på træningsbanen i jagten på at sætte sig tungt på en af de to centrale midtbanepladser.
Positionen i toppen af truppens hierarki skal overføres til fodboldbanen. Sorteper skal gives videre.
Den sad Thomas Delaney med i efteråret, hvor han måtte se adskillige kampe fra bænken. Ofret til fordel for spillere som Daniel Amartey, Youssef Toutouh og Claudemir.
En alarmerende situation, som i november fik ham til at så tvivl om sin fremtidige position som FCK-anfører.
»Min rolle som anfører, der betyder, at jeg er højt oppe i hierarkiet, er ikke forenelig med at sidde på bænken,« lød det dengang fra Thomas Delaney.
Nu er Claudemir solgt, det samme er fejlkøbet Franco Mussis, der aldrig var i nærheden af en stamplads. Men med Christian Poulsen, der kan se frem til en hel træningsopstart, er der ingen fribilletter.
Sådan må og skal det være i en topklub som FC København. Det ved klubmanden Thomas Delaney, medlem af FC København (KB, red.) siden han var tre år om nogen.
»Jeg har været her i lang tid, og hver sommer kommer der en dygtig midtbanespiller til. Christian Poulsen, Christian Grindheim, som var norsk landsholdsspiller, og Daniel Jensen for eksempel. Jeg er vant til, at der kommer nye dygtige midtbanespillere, som er hentet ind som profiler. Det er en del af det. Man bliver ikke decideret bange, men man ved godt, man skal slå til. Det er også det, Ståle siger til os. Er man ikke på toppen, spiller en anden. Det så vi i sidste sæson.«
Var der perioder i efteråret, hvor du tænkte, at du kunne blive nødt til at reagere?
»Jeg tror ikke, jeg tænkte det, men det ligger jo nok altid i baghovedet.«
Du har sagt, du havde svært ved at forene bænkepladsen med at være anfører. Hvordan havde du det i den svære tid?
»Det handlede om, hvordan jeg så mig selv. Det var ikke der, jeg gerne ville være. Jeg er ikke tilfreds med at være på bænken, men jeg kan godt leve med det i perioder, så længe jeg kan se en mening med det i forhold til taktiske dispositioner.
Kunne du det? Forstå, hvorfor du ikke var fast mand?
»Jeg var ikke enig. Jeg kunne vel godt forstå det, men jeg behøvede jo ikke være enig.«
Blev du ramt på den stolthed, du må have haft ved at blive udnævnt som anfører?
»Det synes jeg ikke. Det havde været noget andet, hvis jeg var helt ude. Nu var det ofte sådan, at jeg spillede en kamp, så var jeg ude, og så spillede jeg igen. Men man tænker da, at det ikke skal blive værre.«
Da FC København i 2011 sagde farvel til anfører og klubikon William Kvist, blev Thomas Delaney udpeget til fremtidens naturlige arvtager. William Kvist havde taget den lange vej fra KBs ungdomshold til førsteholdet med en afstikker som altmuligmand undervejs. Blandt andet som højre back. Også på den front står lighederne i kø med Thomas Delaney, der tidligere har været brugt som venstre kant og i efteråret vikariede i centerforsvaret.
Det skal være slut nu. Ambitionen om at være motorrummets styrmand er uforenelig med rollen som altmuligmand.
»Midterforsvaret var nok mere af nød end gavn, men det gik o.k. Men der var også perioder, hvor jeg spillede meget venstre midt. Der er jeg et sted nu, hvor... det er jeg ikke interesseret i.«
»Men det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg vil nægte det, hvis Ståle synes det. Men han ved godt, at jeg er bedre centralt,« fortsætter klubmanden Thomas Delaney på bedste anførerdiplomatisk vis.
Velformuleret, velovervejet og med sans for spillet både på og uden for banen.
Måske derfor ser Ståle Solbakken - trods efterårets periodemæssige reserverolle - fortsat Thomas Delaney som københavnernes naturlige anfører, selvom en Christian Poulsen tidligere har været nævnt som en mulighed.
»Det er han. Han har kulturen, og Thomas havde ikke noget skidt efterår. Han spillede rigtig godt i alle topkampene. Det var mest mod de hold, vi dominerede kraftigt, jeg brugte nogle andre,« forklarer Ståle Solbakken, der dog ikke vil give sin anfører garanti om fast spilletid i foråret. Anfører eller ej.
»Det er op til ham. Der er fortsat stor konkurrence. Der er Amartey, som er med Ghana til Africa Cup of Nations. Der er Christian Poulsen, som vil bevise, han skal spille, og der er en Youssef, som sigter mod sit endelig gennembrud. Så der er fortsat fire spillere, som kæmper om et par pladser,« påpeger Ståle Solbakken.
Bolden ligger hos Delaney, der har indstillet sigtekornet på FC Midtjylland, som er gået i udbrud i Superligaen. Og så er der det personlige mål:
»Jeg vil undgå de perioder, hvor jeg er del af et rotationssystem. Jeg kan leve med det i perioder, men jeg synes heller ikke, at jeg ramte mit højeste niveau i efteråret.«