Superligaklubben FC Vestsjælland henter finsk venstreback i hollandsk fodbold.

Det er 26-årige Jukka Raitala, som kommer til efter et ophold i Heerenveen, hvor han efter to år i den hollandske klub blev løst fra sin kontrakt.

Dermed henter FC Vestsjælland Jukka Raitala på en fri transfer, og han har foreløbig skrevet under på en kontrakt frem til udgangen af juni i 2015.

»Vi har med Jukka Raitala, til vores bageste kæde, fået en væsentlig forstærkning, der passer ind i vores spillestil og -koncept. Han er let at integrere i truppen og kan med sin fortid være med til at give holdkammeraterne endnu et løft. Raitala er finsk landsholdsspiler, og alene det faktum vidner om hans klasse,« siger sportsdirektør Jacob 'Gaxe' Gregersen i en pressemeddelelse.

Jukka Raitala har foruden Heerenveen spillet i klubber som tyske Hoffenheim og spanske Osasuna. Og FC Vestsjællands administrerende direktør, Gert Hansen, er overbevist om, at hans nye finske back kan være en forstærkning i kampen for at undgå nedrykning fra Superligaen.

»I dette transfervindue har vi nu hentet en forstærkning til hver kæde, samt en ekstra, der kan dække over både midtbane og angreb, så vi kommer utroligt styrket ud af dette januar-transfervindue. Vi har med disse fire tiltag indledt den operation, der skal sikre FC Vestsjælland endnu en sæson i Superligaen".

FC Vestsjælland har udover Jukka Raitala hentet Osama Akharraz, græske Apostolos Vellios og islandske Eggert Gunnthor Jónsson i vinterpausen.