Et af Superligaens store stjernefrø Andreas Maxsø kan være tæt på at kalde sig udlandsdansker efter sommerferien.

Her udløber den 22-årige midterforsvarers kontrakt med FC Nordsjælland, og ifølge BTs oplysninger har han så sent som onsdag gjort det klart for den danske klub, at han ikke ønsker at forlænge aftalen.

FC Nordsjælland har ellers prøvet at lokke med en månedlig gage på mellem 75.000-78.000 kroner, men Andreas Maxsø har haft is nok i maven til at afslå tilbuddet.

Måske fordi en mere attraktiv pakke er tæt på at blive en realitet. BT erfarer, at Andreas Maxsø nærmer sig et skifte til portugisiske Braga, der ligger nummer fire i Portugal og i denne sæson nåede kvartfinalerne i Europa League. Kun detaljer om kontraktens længde og et lægetjek mangler at falde på plads, og det ventes at ske inden for de næste 10 dage. Skulle han skifte til portugisisk fodbold, bliver det højst sandsynligt på en kontrakt, der vil lande på et sted mellem 3 og 3,5 år.

FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, har dog ikke opgivet at hive en ny aftale hjem med Andreas Maxsø.

»Nej, helt grundliggende er der de muligheder, der foreligger, når en kontrakt udløber. De er der sådan set stadig, indtil han skriver under på noget andet. Så på den måde er der ikke noget, der er endegyldigt for os,« siger han og fortsætter:

»Men vi kan af gode grunde ikke vide, hvad han ellers har af tanker. Og det er jo sådan set op til ham selv, fordi han er fri af sin kontrakt med udgangen af juni. Så vi ser bare, at alle muligheder er åbne, og det er åbenbart også sådan, han ser på det.«

Sportschefen fortæller, at han er allerede godt i gang med sommerens transfervindue og åbner for at hente spillere udefra.

»Vi er i gang med at forberede det næste vindue, det siger sig selv, men heldigvis er vi dygtige til at lave spillere selv, og det glæder vi os meget over. Vi har henover året fået masser af nye egenudviklede spillere ind, og så skal vi have kigget på, hvordan vi henover sommeren får suppleret gruppen, så vi er konkurrencedygtige i den nye sæson.«

»Vi er selvfølgelig i markedet, og vi vil i udgangspunktet se så stærke ud, som nu går an for os, når sæsonen starter, og det er det arbejde, der pågår nu, men som jeg har sagt før, satser vi først og fremmest på vores egne spillere og er klar til at supplere med dygtige spillere udefra. Vi arbejder med forskellige scenarier, og eksemplet Maxsø er jo, at er han her, kigger vi knap så meget efter en højre midtstopper, og hvis han ikke er her, kigger vi en del efter en højre midtstopper. På den måde kigger vi på alle positioner og forbereder os så godt som muligt.«