FC Aarhus-ledelse kræver arbejdsro
Ledelsen i FC Aarhus er træt af de forvirrende signaler, der fra en tidligere chef i klubben sendes i luften under forhandlingerne og den efterfølgende hensigtserklæring med naboklubben AGF.
Ledelsen i FC Aarhus er træt af de forvirrende signaler, der fra en tidligere chef i klubben sendes i luften under forhandlingerne og den efterfølgende hensigtserklæring med naboklubben AGF.
Forvirringen skyldes en kendt TV-mand fra 1980erne, Steen Ole Jørgensen, som i fjor var ansat i det gamle Aarhus Fremad som administrationschef - i seks uger.
Så blev han fyret på gråt papir. Begrundelsen var, at der var arbejdet for lidt med sponsorater og for meget med TV-mediet. Og det sidste var der ikke så meget behov for som det første.
Steen Ole Jørgensen anlagde sag om uberettiget fyring, og parterne indgik forlig.
Det har måske stimuleret Jørgensen til at baske med halen. Lige fra første dag har han blandet sig i samarbejdet mellem FC Arhus og AGF - og helst indefra.
På et tidspunkt gav han udtryk for, at han havde fået fuldmagt fra FC-ledelsen til at finde investorer, som kunne lave en bedre aftale med klubben end AGF.
"Vi har orienteret både Steen Ole Jørgensen og hans advokat om, at ingen af dem har fuldmagt til at rette henvendelse til andre professionelle fodboldklubber eller andre potentielle investorer med henblik på at skaffe kapital til Aarhus Fremad Fodbold A/S.
Og ingen i de to afdelinger har været involveret i de drøftelser og beslutninger, som Steen Ole Jørgensen refererer til overfor pressen."
Sådan hedder det i en erklæring fra FC Aarhus, altså Aarhus Fremad Fodbold A/S ved Niels Brøchner og Karsten Nørkjær og Aarhus Fremad Fodbolds amatørafdeling ved Jan Nielsen.