'Fattige Carina' er ikke alene
En opgørelse viser, at 8.000 personer på kontanthjælp får mindst samme beløb som »Kontanthælps-Carina.«
En opgørelse viser, at 8.000 personer på kontanthjælp får mindst samme beløb som »Kontanthælps-Carina.«
Det skabte heftig debat, da SFs Özlem Cekic som et led i diskussionen om fattigdom introducerede Liberal Alliances Joachim B. Olsen for kontanthjælpsmodtageren »Carina« i november sidste år. For var man virkelig fattig, hvis man på overførselsindkomst havde næsten 16.000 kroner om måneden efter skat?
Nu viser en opgørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ifølge Dagbladet Information imidlertid, at i alt 8.000 personer på kontanthjælp eller dagpenge årligt også får 16.000 kroner - eller mere - i offentlige ydelser hver måned. Og at der er 2000 personer, som får netop 16.000 kroner om måneden, skriver Information.
ER 8000 'CARINAER' FOR MANGE? HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
- Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det er mange eller få, siger Mette Frederiksen til Information.
- Diskussionen går også på, hvilke grupper mennesker vi har at gøre med. Det primære er, at den langt overvejende del er enlige med børn. Når vi når op i den størrelse ydelser, så er der altså tale om mennesker med ansvar for andre, siger Mette Frederiksen til avisen.
Enlige med børn får nemlig typisk højere boligstøtte end både ægtepar og enlige uden børn. Og enlige med børn får i modsætning til gifte med børn også børnetilskud. I »Carinas« tilfælde betyder det ifølge Information, at de 9.800 kroner om måneden, hun får i kontanthjælp, suppleres af 3.019 kroner i boligsikring og derudover 2.908 kroner i børnepenge. I alt 15.728 kroner om måneden.
Tallene får John Andersen, professor ved Roskilde Universitet, til at advare om, at fattigdomsdebatten er blevet afsporet af debatten om »Carina,« da 8.000 personer er et meget lille tal.
- Det surrealistiske var, at da debatten kørte, fremstod det som om, det var en større gruppe mennesker, som fik så meget. I stedet er det efter min mening en overraskende meget lille gruppe. Og det er oftest enlige forsørgere, siger John Andersen til Information.
Er 8000 'Carinaer' for mange? Hvad mener du?
Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. onsdag.