Der bliver flere fattige i landets ghettoer.

Fra 2002 til 2010 fordobledes andelen af beboere, der lever under OECDs fattigdomsgrænse, i de tre store og mest kendte ghettoer, Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København, fra hver ottende beboer til nu her fjerde.

Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ifølge Ugebrevet A4.

Også i mindre ghettoer stiger fattigdommen. I ghettoerne på Havrevej i Thisted og i Skovparken i Kolding er andelen af fattige over otte år tredoblet fra henholdsvis 6,1 til 18,7 procent af beboerne og fra 7,2 til 17,8 procent af beboerne.

I gennemsnit er hver femte beboer under OECDs fattigdomsgrænse i de 28 boligområder, der var på regeringens ghettoliste, indtil listen blev udvidet til 33 boligområder forleden.

Minister for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen (S) kalder udviklingen for alarmerende og bebuder en indsats for at rette op på udviklingen, som han giver den daværende borgerlige regering skylden for.

- Det er trist i et velfærdssamfund som det danske at se så stor en økonomisk tilbagegang for de berørte grupper. Det har en stærk negativ effekt på boligområderne og risikerer at skabe store sociale spændinger, siger han til Ugebrevet A4.

AEs chefanalytiker, Jonas Schytz Juul, mener, at forklaringen til udviklingen er VK-regeringens indførelse af såkaldte »fattigdomsydelser«.

- Integrationsydelse, starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timersreglen har været med til at gøre flere fattige i ghettoerne, siger han til Ugebrevet A4 og tilføjer, at områderne er i en negativ spiral, hvor ressourcestærke beboere fraflytter, mens mindre ressourcestærke flytter til.

Forleden blev der tilføjet 10 nye områder på ghettolisten, mens fem blev fjernet fra listen, som nu tæller 33 socialt udsatte boligområder landet over.

Ifølge OECD lever en familie under fattigdomsgrænsen, hvis den har en indkomst på mindre end halvdelen af medianindkomsten i samfundet. Det svarer i Danmark til, at man som voksen har mindre end 250 kroner til rådighed om dagen efter skat.

Danmark har ikke en officiel fattigdomsgrænse.