61-årige Gerda Corfitsen bor nu officielt i en ghetto.
Men ifølge førtidspensionisten, der er en af de 1.549 beboere i Lindholm i Nykøbing Falster, er det helt hen i vejret at give boligområdet sådan et stempel.
På Transport-, Bygnings- og Boligministeriet nye ghetto-liste optræder to nye udsatte boligområder, herunder Lindholm, der er kommet på den lidet eftertragtede liste på grund af en stigning i andelen af beboere med ikke vestlig baggrund.
Men ifølge Gerda Corfitsen er det misvisende at området figurerer på listen.
»Nej, jeg synes ikke, det er en ghetto. For os er det bare noget, der står på papiret. Folk tænker sikkert om en ghetto at der er bander og kriminalitet, men det er almindelige beboere, der er her, og vi kan gå trygt rundt, for der er ingen, der laver ballade. Der er nogle, der ind imellem kører ræs, men det sker vel alle steder,« siger hun.
Karin Sneevang, der er chef i det boligsociale projekt ‘Lindholm Indefra,’ er af samme opfattelse. Hun synes ikke, at Lindholm kan kaldes en ghetto.
»Overhovedet ikke. Slet ikke. Vores kriminalitetsrate er lav, vi har mange ikke-vestlige indvandrere, men vi har ikke nogle problemer. Mange forbinder nok en ghetto med ballade, tyveri og bilbrande, men det har vi ikke. Beboerne er glade for at bo her, og her er gode indkøbsmuligheder og børneinstitutioner,« siger hun.
Årsagerne til at Lindholm nu er en ghetto er, at flere end 40 procent af beboerne er uden job, flere end 50 procent har ikke yderligere uddannelse end grundskolen, og så er mere end halvdelen af beboerne indvandrere fra ikke-vestlige lande. Lindholms andel af disse indvandrere er 50,4 procent ifølge ministeriets opdaterede liste.
Karin Sneevang ærgrer sig over, at Lindholm i mindst et år officielt er en ghetto.
»Det er jeg ked af på beboernes vegne. Det er jo ikke sjovt at bo i en ghetto, fordi det har mange omkostninger borgerne, der måske kan få svært ved at låne i banken, de kan få svært ved at forsikre deres bil eller bolig og de har måske svært ved at sige, hvor de kommer fra, når de søger job.«
For Gerda Corfitsen, der har boet i Lindholm siden 2004, betyder fredagens kedelige nyhed dog ikke, at hun er ked af at bo i området.
»Jeg synes her er rart at være. Det er svært at lære mange af de nye at kende, fordi de ikke kan sproget, men de er flinke, og de vil gerne i kontakt med os,« siger hun.
Hun er dog nervøs for hvilke konsekvenser ghetto-omdømmet kan få for Lindholm.
»Jeg kan godt være bekymret for, om ghettolisten betyder, at vi ikke får nye tilflyttere.«
Den bekymring deler Karin Sneevang, der sammen med sine tre kolleger i ‘Lindholm Indefra’ håber på at få det udsatte boligområde fjernet fra ghettolisten.
»Vi har kun været i gang i seks måneder, men vi er ved at lægge strategier og målsætninger, så vi blandt andet kan gøre beboerne uddannelsesklar. Vi afholder eksempelvis kurser i retorik og kommunikation, og så har vi samarbejder med skoler, hvor vi tager fat om ulovligt fravær, hvis vi ser unge rende rundt i området uden for skoletiden,« siger hun og fortsætter:
»Jo mere vi arbejder på at få uddannet de unge, og jo flere der får et arbejde, jo flere flytter også herfra, så Lindholm vil være en magnet for de, der ikke har så mange penge. Men det er på en måde også det, de almennyttige boliger er til for. De ikke-vestlige indvandrere skal jo også have et sted at bo.«