KOMMENTAR AF BT'S FODBOLDREDAKTØR, MORTEN CRONE SEJERSBØL
Han nåede det ikke, Morten Olsen. Han nåede ikke at stoppe, mens legen var god. I stedet stopper han på et resultatmæssigt lavpunkt og efter en aften, hvor det blev slået fast, at Danmark ikke blot befinder sig i laget af de tredjebedste i Europa, men i den dårligste halvdel af dem. Blandt dem, der ikke kommer med til det EM, der var historiens letteste at kvalificere sig til.
Han sagde farvel med stil. Som et mandfolk, der påtog sig til ansvaret, der ærgrede sig på spillernes og danskernes vegne over den missede kvalifikation. Uden at være bitter, selvom han måske havde grund til det oven på det sidste års palaver.
Tilbage står nu et kuld af spillere, vi kan lide at betegne som talentfulde, men som tirsdag i Parken viste hvor dårligt, det også kan spille, og som endnu mangler at bevise, at det faktisk har et bundniveau. Et kuld som Morten Olsen nok fik lempet ind på holdet, men som han ikke fik til at fungere.
Hvem skal så løfte det? Michael Laudrup er det logiske bud, og DBU har spurgt, men mangler stadig svar. Det vil vi forsøge at få i de kommende uger og måneder.
Indtil vi får det, sidder jeg i Parken og kæmper med spørgsmålet: Har den Morten Olsen, der har personificeret landsholdet gennem længere tid, end mange af os har eksisteret, været en succes som landstræner?
I så fald snarere i begyndelse end mod slutningen. Tallene viser, at Morten Olsens otte første år blev bedre end hans otte sidste. Den viser også, at de fire allerførste også blev de allerbedste, og at de fire allersidste blev hans fire allerværste. Det tegner en pil, der resultatmæssigt går i den forkerte retning, omend den ikke nødvendigvis fortæller os, om Morten Olsen har med tiden har gjort det stadig dårligere som landstræner. Man kunne for eksempel argumentere for, at hans spillere var bedre i begyndelsen end i slutning af hans regeringstid, eller at der er flere gode modstandere i dag, 15 år længere fremme i østlandenes udvikling end dengang i år 2000. Det vil dog være rimeligt at påstå, at udviklingen i Danmark under Morten Olsen især de seneste otte års tid er gået langsommere end i eksempelvis Armenien og Albanien, som vi for nylig spillede 0-0 uden at have kunnet gøre krav på mere.
Stilmæssigt tilhørte Morten Olsen avantgarden, da han i 2000 skrev landsholdet ind i et 4-3-3 koncept efter hollandsk inspiration og satte dansk landsholdsfodbold på formel. Vi havde længe haft fornemmelsen af, at vi var Nordens brasilianere, men nu blev vi også rent formelt et land, der baserede vores spil på teknisk, angrebsbetonet og pasningsbaseret fodbold. Vi blev kendt og beundret for det, og Morten Olsens indflydelse på vores tankegang vil, når vi ser tilbage, være hans vigtigste aftryk på ikke bare landsholdsfodbolden, men på dansk fodbold som helhed.
Desværre lykkedes det ikke Morten Olsen at finde formlen, da modstanderne gennemskuede hans stil. Derfor har de senest mange år har ikke været gode. Jeg skrev allerede i 2009, at jeg syntes, Jim Stjerne Hansen skulle have fundet en anden. Det står jeg ved, og jeg tror, Morten Olsen i dag havde stået som det fyrtårn, han var og fortjente at være. Her, cirka 1.000 anslag efter jeg stillede spørgsmålet, kan jeg stadig ikke finde ud af, om han er en succes eller en fiasko. Eller jo: Her og nu personificerer han den fiasko, det er, ikke at komme gennem historiens nemmeste kvalifikation, men på sigt? Naturligvis aldrig en fiasko. Morten Olsen er som inspirator og identitetsskaber en stor personlighed for dansk fodbold, der kunne have stået tilbage som den ultimative succes, hvis han var stoppet, mens legen var god. Det nåede han desværre ikke. Tak for turen, Olsen.