Efter at have været til salg i bare to måneder har det tidligere ægtepar Christiane Schaumburg-Müller og rapperen L.O.C. solgt deres luksusvilla.

I juni meddelte Christiane Schaumburg-Müller, at hun og ægtemanden gennem to et halvt år, rapperen L.O.C. skulle skilles.

Et par måneder senere – i starten af september – satte det celebre par deres fælles hus til salg for 9.995.000 kroner.

Huset, som de købte i 2013 for 8,4 millioner, ligger i velhaverkvarteret Hellerup nord for København og indeholder ni værelser fordelt på 272 kvadratmeter. Parrets imponerende bolig har tidligere kunnet ses HER, men den er nu inaktiv.

Og nu bare to måneder efter luksusvillaen blev sat til salg, er den nu solgt.

Jan Vingaard fra LokalBolig i Hellerup bekræfter salget over for BT, men har ingen yderligere kommentarer.

Noget tyder på, at Christiane Schaumburg-Müllers 36-årige eksmand aldrig var helt begejstret for den prangende villa. I dokumentaren 'Jeg er L.O.C.', der blev sendt på DR3 i foråret, fortalte rapperen med det borgerlige navn Liam O'Connor, at han »bor i et alt for stort hus i et alt for dyrt område,« hvilket han altså slipper for nu.

Schaumburg-Müller derimod vil gerne blive i området, men endnu ikke havde haft held til at finde noget. En ting er dog sikkert - lejligheden skal have en hvis størrelse:

»Jeg kommer ikke til at ende i en toværelses lejlighed. Jeg arbejder så meget for at komme hjem til noget, der er min base. Til et lækkert sted, der kan være mit åndehul og hvor jeg føler mig til rette. Så jeg skal finde et godt sted, hvor jeg føler mig tilpas. Og jeg ville i øvrigt slet ikke kunne have alle mine ting i en toværelses,« fortalte den 33-årige tv-vært i sidste uge til Ekstra Bladet.