"For et par uger siden var jeg ganske vist til samtale hos FIF. Men viser det sig, at Farum/Ajax, der er på vej op i den bedste række, vil give mig et endnu bedre økonomisk tilbud, er jeg klar," siger Lars Felskov til B.T.
På vej til gårsdagens kamp i Viborg blev den fysisk stærke stregspiller ringet op af Farum/Ajax-lederen Christian Lønberg.
"Og vi enedes om at sætte hinanden stævne engang i næste uge," røber han.
Lars Felskov, der i aftes scorede tre mål, spiller på fjerde sæson i GOG. Alligevel har han hele tiden boet i København:
"Efterhånden er jeg blevet træt af de mange køreture mellem Fyn og Sjælland. Derfor har jeg besluttet at spille i en klub tæt på Frederiksberg, hvor jeg bor".
Det var iøvrigt fuldt fortjent, at GOG kunne trække sig sejrrigt ud af det kontant spillede opgør.Fynboerne var konstant toneangivende - selvom de havde målmand Sune Agerskou og Henrik Gerster siddende udenfor med småskader i henholdsvis knæ og akillessene.
Og så havde de i Søren Stryger kampens helt store profil. Således så de 1.366 tilskuere i Viborg Stadionhal ham lave ikke færre end 11 "rene" mål.
"Forleden mod Flenburg-Handewitt leverede jeg en skuffende indsats. Derfor var jeg indstillet på at tage revanche mod Viborg," kommenterer Søren Stryger.
Træner Bent Nyegaard var naturligvis godt tilfredse med sine tropper.
"De fightede flot, men burde nok ikke have lukket Viborg ind i kampen igen efter vi midt i første halvleg havde bragt os foran 9-4," mener Bent Nyegaard.
Spændingen fortsatte til der manglede minutter 10 minutter.
På dette tidspunkt fik GOG vist Simon Rieck ud. Men i stedet for at gå i panik udnyttede fynboerne undertals-situationen til at bringe sig afgørende foran 21-18.
"Det var den manglende rutine, der spillede os et puds," vurderer Viborg-træner, Ryan Zinglersen.
Indenfor de nærmeste 10-12 dage regner han med at have sin egen fremtid på plads.
"I øjeblikket tygger jeg på fire interessante tilbud fra danske topklubber. Men hvad jeg vælger - og om jeg overhovedet har lyst til at være i gamet længere - har jeg altså ikke besluttet mig for endnu," siger Ryan Zinglersen.
Viborgs topscorer, seks-måls-skytten Lars Rasmussen, véd heller ikke, hvor han skal spille i næste sæson.
"Jeg forhandler med Viborg, men vil ikke udelukke, at jeg vælger et tilbud fra en udenlandsk klub," siger Lars Rasmussen, der ifølge B.T.'s oplysninger ses efter i sømmene på søndag af ledere fra Bundesliga-klubben Eisenach, når jyderne møder FIF på udebane.
Viborg - GOG 24-28 (9-12)