Nicklas Helenius og tyske Sebastian Deisler er eksempler på topspillere, der led af alvorlige depressioner. For tyskerens vedkommende endte det med et karrierestop, mens danskeren har fået nyt mod på tilværelsen af at være vendt hjem til AaB.
Men de to er langt fra særtilfælde i topfodboldens verden. Det viser et nyt internationalt studie, der også konkluderer, at der er en sammenhæng mellem alvorlige skader og mentale sygdomme.
Den internationale sammenslutning af fodboldspillernes interesseorganisationer, FIFPro, har netop offentliggjort resultaterne af den omfattende undersøgelse.
Studiet, som blev ledet af FIFPros ledende læge, Vincent Gouttebarge, sammen med professor Gino Kerkhoffs, begge fra Amsterdams Academic Medical Center, bygger videre på et studie foretaget i 2013, der omhandlede fodboldspillernes psyko-sociale problemer.
I det nye studie fandt man ud af, at både tidligere og nuværende elitefodboldspillere er mere end almindeligt udsatte for symptomer på depression eller stress. Således kunne 38 procent af de nuværende og 35 procent af de tidligere spillere fortælle, at de led af symptomer på stress eller depression.
25 procent af de tidligere spillere har i øvrigt problemer med deres alkoholforbrug.
Samtidig konstaterede man, at spillere, der har haft tre eller flere alvorlige skader, er mellem to og fire gange så udsatte for problemer med deres mentale helbred end professionelle fodboldspillere, der ikke har haft nogle skader.
Tallene afslører også, at professionelle fodboldspillere er mere udsatte for stress eller depression end både andre eliteatleter og almindelige mennesker.
Således viser en undersøgelse fra 2000 blandt franske OL-atleter, at omkring 17 procent af dem led af stress eller depression, mens undersøgelser fra henholdsvis Australien og Holland blandt almindelige mennesker opgiver tallet til være 13 og 17 procent blandt den almene befolkning.
»Vi håber, at dette studie vil åbne øjnene og gøre fodboldens parter mere bevidste om at sætte ind med hjælp og støtte, så de, der bliver ramt af mentale problemer, ved, at de ikke er alene,« siger Vincent Gouttebarge i en pressemeddelelse.
605 nuværende og 219 tidligere spillere fra 11 forskellige lande deltog i undersøgelsen, der er den mest omfattende af sin slags på området.