Beboerne i Lystrup og Lisbjerg-området i Aarhus er stadig generet af farlig røg fra en brand. Politiet opretholder varslingsområde.

- Der er stadig en masse ting, der brænder derude, og når brandfolkene hælder vand på, opstår der en masse røg og farlige dampe, og det er det, der skaber problemer, fortæller vagtchef Jens Rønbjerg fra Østjyllands Politi til bt.dk.

På sin profil på twitter gør Østjyllands Politi opmærksom på, at Lystrupvej er spærret onsdag formiddag fra Grenaavej til rundkørslen ved Viengeve. Afspærringen ventes at vare til omkring klokken 10.

Politiet opfordrer folk, der bliver nødt til at tage på arbejde, til at gå uden for og dufte: Hvis der stadig er mislugt, og luften ikke føles ren, så skal de ikke gå ud.

- Så synes jeg, at de skal blive inde, fortæller vagtchefen fra Østjyllands Politi.

Politiet kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden.

Onsdag formiddag overvejer Østjyllands Politi, hvor længe varslingen skal vare ved. Afvarslingen vil foregå med sirener (45 sekunders lang hyletone)

Østjyllands Politi opfordrer borgerne i området i at følge situationen på politiets hjemmeside eller på twitter.