- Oliver har det godt og er i sikkerhed, siger danske Thomas Sørensen efter kidnapning af sin fem-årige søn til BT.

Han mistede tirsdag tålmodigheden med myndighederne i Danmark og Østrig og tog sagen i egen hånd efter en længere strid med sin østrigske eks-kone om forældremyndigheden over Oliver.

- Jeg har fulgt alle de danske retskrav, jeg har været underlagt. Og jeg har ingen intentioner om, at Olivers mor ikke skal se ham, siger Thomas Sørensen til BT, der befinder sig på et hemmeligt sted i Europa.

Han er nu på flugt fra det østrigske politi, der mener, at hans handling er en bortførelse på trods af en tidligere dansk landsretsafgørelse, som gav Thomas Sørensen forældremyndigheden.

Eks-konen Marion Wailharter bortførte siden Oliver til Østrig og har nægtet at udlevere ham.

En østrigsk domstol afviste i januar at følge den danske dom, selvom både Danmark og Østrig har tilsluttet sig Haager-konventionen, som er et samarbejde om internationale børnebortførelser på tværs af lande.

Herhjemme har sagen længe vakt stor opmærksomhed. Den danske borgerrettighedsforening Borgersagen har for eksempel ydet Thomas Sørensen juridisk assistance og hjælp gennem hele sagen. Og støtterne til den desperate far var ifølge BT ved at bringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Haag, da Thomas Sørensen mistede tålmodigheden.

Allerede i august 2011 var historien om sønnen Oliver fremme i medierne, da Thomas Sørensen i Aftenshowet på DR1 fortalte om sin kamp for at få sin søn tilbage til Danmark.

Fem-årige Oliver er født i Danmark.