En britisk far forsøger at få det sociale medie Facebook til at indse, at de burde fjerne billeder af datterens drabsmand fra hendes profil - foreløbigt uden held.

Sidste år blev 20-årige Hollie Gazzard fra Storbritannien knivdræbt af sin ekskæreste Asher Maslin, der stak hende 14 gange - én måned efter hun slog op med ham. Asher Maslin blev kendt skyldig og idømt livstid, og han skal som minimum afsone 24 års fængsel.

Men sagen er på sin vis langt fra ovre for de efterladte til den 20-årige frisør. For selvom at familien formentlig aldrig kommer til at se drabsmanden igen - rent fysisk - så kan de næsten ikke undgå at se ham på Hollie Gazzards Facebook-profil, hvor der skulle figurere ni billeder af Hollie Gazzard og ham sammen.

»Jeg får det dårligt, når jeg ser billederne,« siger Hollies far, Nick Gazzard ifølge britiske the Mirror.

Han har forsøgt at overtale det sociale medie til at fjerne billederne af sin datters drabsmand fra hendes profil. Svaret fra det sociale medie lyder klart, at deres politik ikke tillader dem at ændre ved afdødes Facebook-konti medmindre, at man ønsker den slettet.

Men det ønsker Nick Gazzard ikke.

»Vi vil ikke have, at kontoen bliver lukket, fordi billederne er vores minder af Hollie,« siger den fortvivlede far.