Øverst ses flyet, da det rammer en motorvejsbro øjeblikke inden, at flyet styrter til jorden.

Da et TransAsia-fly styrtede ned i Taiwan tidligt onsdag morgen, mistede 32 mennesker livet. Midt i tragedien er der også små lyspunkter. Et af dem handler om en far, der insisterede på at følge sin mavefornemmelse.

Lin Ming-wei skulle på ferie med sin hustru og deres lille søn. Familien skulle ligesom de andre på flyet til øen Kinmen imellem Kina og Taiwan. Men sådan skulle det ikke gå, fortæller CNN.

Kort efter, at TransAsia-flyet lettede fra Taipei Songshang Lufthavn, begyndte flyet at slingre mellem bygningerne tæt ved lufthavnen. Og med ét blev det, der skulle have været en rutineflyvning, et mareridt. Flyet ændrede kurs, og på vej ned ramte det en motorvejsbro, inden det styrtede i Keelung-floden.

32 meldes indtil videre dræbt, men blandt de overlevende er altså Lin Min-wei og hans familie.

Se også:

Allerede inden flyet lettede, fik Lin Ming-wei følelsen af, at noget var galt. Han hørte mistænkelige lyde fra flyet og bad derfor flypersonalet om lov til at skifte sæder. Noget, som flypersonalet indvilligede i, og som skulle vise sig at redde Lin Ming-wei og hans families liv.

Lin Ming-wei fik tilbudt at rykke fra venstre til højre side af flyet. Et afgørende valg, for det skulle vise sig, at flyet blev mindst medtaget, da det styrtede ned.

Da flyet ramte vandet, blev familien væk for hinanden, og Lin Ming-wei måtte gennemsøge vragresterne i håb om at finde sin søn. Han fandt ham mellem vragresterne og begyndte straks at give den bevidstløse dreng førstehjælp.

- Han er mit eneste barn. Jeg er bare nødt til at redde hans liv. Jeg kan ikke miste ham, fortalte Lin Ming-wei til den taiwainesiske avis Liberty Times, inden han overdrog barnet til redningsarbejderne.

Læs også:

Der var 53 passagerer og fem kabinemedarbejdere ombord på TransAsia-flyet, da det styrtede onsdag morgen dansk tid. 32 meldes dræbt i flystyrtet, mens 11 personer fortsat er savnede.