En 27-årig mand blev onsdag ved et grundlovsaforhør i Retten i Herning varetægtsfængslet i fire uger, tiltalt for drabsforsøg mod sin syv uger gamle søn. Han har angiveligt slået sin søn så voldsomt, at sønnen har fået blødninger i begge dele af hjernen og svæver i livsfare.

Den syv uger lille dreng blev indlagt på Regionshospitalet i Herning tirsdag med svære skader i sit hoved. Til sundhedspersonalet forklarede faderen, at han havde været alene hjemme med sønnen, da sønnen var faldet og på den måde var kommet svært til skade.

Men den forklaring tror politiet ikke på. Kort efter at sønnen blev indlagt, blev den 27-årige mand derfor anholdt i sit hjem i Vildsbjerg.

Onsdag blever han i Retten i Herning sigtet for forsøg på manddrab, subsidiært for vold under særligt skærpende omstændigheder.

I retten forklarede anklageren ifølge aoh.dk, at den 27-årige mistænkes for at have slået sin søn fire-fem gange i maven og rusket ham så hårdt, at han har fået blødninger i maveregionen, bag det ene øre og i begge hjernehalvdele.

Overgrebet skulle have fundet sted i barnets hjem i Vildbjerg.

Da den lille dreng efterfølgende blev indlagt, fandt lægerne ud af, at han havde fået skader flere steder på kroppen og blandt andet har blødninger i begge dele af hjernen.

Onsdag var hans tilstand stadig kritisk, fortæller kommunikationsmedarbejder Lone Hundahl fra Midt- og Vestjyllands Politi.

»Han er i livsfare. Det er alt, vi kan sige nu her,« siger hun til bt.dk.

Sønnen blev efterfølgende overført til Aarhus Universitetshospital på grund af de omfattende skader.

Efter sigtelsen mod den 27-årige mand blev læst op i retten, blev dørene lukket.

Faderen nægter sig skyldig. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger fra til den 18. november.